KRISTI HIMMELFART - OG ALT DET DER
DEN 13. MAJ:
I år (2021) bruges denne dag til Kristi Himmelfartsdag –
eller Kristi Flyv, som den hedder blandt muntre tunger. Den er én af de mobile
kristelige helligdage. Den ligger altid 40 dage efter Påskedag. Dagen fejres på
forskellig vis i alle kristelige religioner. Mest i den katolske kirke. I den angel-saksiske
verden er dagen dog ikke fridag i Storbritannien, USA, Canada eller Australien.
Man markerer, at det ifølge fortællinger i bibelen var på
denne dag, Jesus steg til himmels for at hjælpe Gud med at holde øje med
verden. Han gjorde det ifølge fortællingen ved egen hjælp – modsat hans mor,
Maria, der steg til himmels den 15. august. Hun måtte have Guds hjælp til at
komme af sted. Den 15. august er fortsat en helligdag i den katolske og den ortodokse
kirke. I Danmark blev den afskaffet som helligdag ved helligdagsreformen i 1770.
Apropos tallet 40:
det er noget særligt i kristelig sammenhæng. Og ikke bare i dag, fordi
vi er 40 dage efter Påskedag. Tallet
nævnes hele 81 gange i bibelen. Et par eksempler: ved syndfloden regnede det i
40 dage. Moses var to gange oppe hos Gud i 40 dage og nætter. Jesus fastede 40 dage i ørkenen. Marias
renselsesdage efter fødselen var 40 dage. Fra
fastelavn til påske: 40 dage.
Mig bekendt er der ingen skriftkloge, der har kunnet
påvise et mønster i dette. Det var bare sådan. Tallet 40 var noget særligt. Og
det er det måske stadig væk? Mine venner
gav mig en særlig gave, da jeg (for nylig!) blev 40. Titlen var:
Intet sex-liv efter 40 ! Det
passer nu ikke 😊
På engelsk hedder Kristi Himmelfart ASCENSION. Det
betyder Opstigning. Den har givet navn til flere geografiske steder. Den britiske ø Ascension ligger i
Sydatlanten – ca. 1300 km nordvest for Sankt Helena ( hvor Napoleon blev sendt
til afkøling, og hvor han døde for nøjagtig 200 år siden ). Ascension er på 88 kv.km og har 1100
indbyggere. Den har stor betydning for telekommunikation. Og så har den en stor
britisk-amerikansk flybase. Og hvorfor hedder den Ascension? Fordi den blev
opdaget af portugiserne på Kristi Himmelfartsdag i 1501.
Hovedstaden i det sydamerikanske land Paraguay hedder Asunción.
Den har til gengæld sit navn efter Maria Himmelfart i august. Man må dele sol og vind lige.
Dét med at opkalde øer og andre geografiske lokaliteter
efter kristne højtider har vi også andre eksempler på. Christmas Island (
Jule-øen ) er en australsk ø syd for Java i Det indiske Ocean. Den blev givet
til Australien i 1958. Før den tid hørte den til Singapore. Øen blev især kendt
for nylig, fordi australierne indrettede en meget kritiseret lejr for
indvandrere på øen.
Påskeøen ( Easter Island ) er en vulkansk ø i Stillehavet, der
hører til Chile. Den er på 164 kv.km og har 7.700 indbyggere. Den ligger 3.700
km fra det chilenske fastland. Øen er
især kendt for sine 900 monumentale moai statuer, der blev lavet af de indfødte
for op til 800 år siden.
Og pinsen skal heller ikke snydes. Pinse hedder på
engelsk Whitsun. Og der findes faktisk
også øer, der hedder Whitsun Islands – eller Pinseøerne. De tilhører Filippinerne. Men de er meget
i kinesernes søgelys for tiden. Som bekendt forsøger tidens kommunistiske
magthavere i Beijing at rage mange øer i Det sydkinesiske Hav til sig, selv om
de hører til andre lande ☹
Så I kom godt nok ikke på himmelfart i dag. En verdens-rundtur over havet er vel heller
ikke så ringe 😊
Comments
Jeg kendte ikke det philippinske Whitsun Reef (som i google maps kaldes Whitson Reef), men derimod har jeg tilbragt en herlig ferie på en gammel træsejlbåd omkring de 74 Whitsunday Islands, som ligger ved The Great Barrier Reef på den australske nordøstkyst.