SYDDANMARK OG NORDTYSKLAND - SOM PARTNERE

DEN 10. MARTS:

I går skrev jeg om behovet for, at danske politikere er meget mere opmærksom på, at vor bedste allierede ligger lige syd for vor grænse, TYSKLAND.  Det virker ofte som om, de går en slags krebsegang uden om et tættere samarbejde med vor store nabo. Det kan man sætte sig og tænke lidt over. Hvad er grunden?  Er det mangel på forståelse for, hvor Danmarks virkelige interesser ligger? Er det mangel på sprogkundskaber?  Skiftende regeringer har som bekendt i årenes løb skåret markant ned på tysk-undervisningen i danske skoler. Det er vel også gået ud over dem selv   Eller er det stadig 1864-komplekset, der rumsterer i vore gener ?! Eller alle tre ting.

Som jeg nævnte i går, er der masser af konkrete eksempler på, at Tyskland og tyske ledere har gjort, hvad de kunne for at være til stor gavn for Danmark, ikke mindst i EU-sammenhæng.

Dertil kommer hele den økonomiske og handelsmæssige side. Tyskland har siden 1970erne været Danmarks største eksportmarked, kun overhalet de sidste par år af USA på grund af corona-krisen.  EUs indre marked med den frie varehandel er i denne sammenhæng en afgørende faktor.  Og den danske krones faste kurs over for EUROen fjerner enhver valuta-usikkerhed i vor samhandel. Den danske udenrigstjenestes Generalkonsulater i Hamburg, München og Flensburg, især de to første, er også af stor betydning for samhandelen.

Det er også vigtigt at få med, at tyske turister i Danmark udgør omkring 58 % af alle udenlandske turister i landet.

Men én ting er forbindelserne mellem hele Danmark og hele Tyskland. Hvad med SAMARBEJDET MELLEM DE SYDDANSKE OG NORDTYSKE REGIONER, der er direkte naboer?  Min gamle tyske chef i EU-Kommissionen, Franz Froschmaier, blev efter sin EU-tid socialdemokratisk minister i Schleswig-Holstein ( selv om han var fra Bayern ). Én af de ting, der undrede ham voldsomt lige fra starten i Kiel var, at hvis han ville i kontakt med sine politiske kolleger i Sønderjylland, så skulle det gå via den tyske regering i Bonn ( dengang ), videre til regeringen i København og så derfra til Sønderjylland.  Det var arbejdsgangen. Franz gjorde kort proces, tog telefonen og ringede direkte til daværende amtsborgmester Kresten Philipsen i Åbenrå. Det blev starten på et fint og gnidningsløst samarbejde mellem de to nabo-regioner!

Hvordan mon det går i dag?  Jeg ved det ikke. Forhåbentlig går det godt. Ellers må nogen tage affære. Region Syddanmark har 1,2 mill. indbyggere. Schleswig-Holstein har 3 mill.  Det er da et godt match.  Det samme gælder de to andre nabo-regioner:  Region Sjælland ( inkl. Lolland-Falster og Møn ) med hovedsæde i Sorø og den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern med regering i Schwerin ( dronning Alexandrines hjemby i sin tid ). Region Sjælland har 840.000 indbyggere, Mecklenburg-Vorpommern 1,6 mill.

Den kommende tunnel mellem Lolland og Fehmarn er naturligvis allerede et samarbejdsprojekt.  Jeg håber, der er mange flere.   Og mon ikke der er særligt gode forbindelser mellem den tyske delstats største by Rostock og Danmark.  Rostock har nemlig for tiden en dansk borgmester, Claus Ruhe Madsen, der i øvrigt er blevet kendt over hele Tyskland for sin effektive måde at håndtere corona-krisen i sin by på.

På med arbejdshandskerne, danske politikere. Der er meget at tage fat på ! Østersøen var i meget gamle dage en særdeles vigtig samfærdselsvej mellem alle i hele det nordtyske og syddanske område.  Det bør den selvfølgelig være igen!

Fotos:




Comments

Unknown said…
Jeg har tilladt mig at dele dette på Facebook. Godt tankestof.

Popular posts from this blog

HUGUENOTTERNE - HVEM VAR OG ER DE ?

DAGEN I DAG: 4. AUGUST: OM EU-27 - HVEM ER DE EGENTLIG

KULTUR: OM ADOLPHE SAX - OG HANS SAXOFON