USA - HVAD NU ??
DEN 7. JANUAR:
USA er på alles læber
i dag. Både for det meget positive og for det meget negative. Det gode – og vel det allervigtigste – er, at
Kongressen her til morgen endegyldigt og med overvældende flertal har godkendt valget
af Joe Biden som USAs nye præsident fra den 20. januar. Og det andet positive
er, at Demokraterne med deres to valgsejre i Georgia nu har flertallet i
Senatet. Det vil sige, at de har magten både i Det Hvide Hus, i Senatet og i
Repræsentanternes Hus.
Det meget negative er
naturligvis Trumps utilgivelige opførsel og ikke mindst det dødelige oprør, han
satte i gang i går – med voldelig besættelse af Kongressen. Og som de fleste
kommentatorer er enige om, så er det blot den logiske kulmination på hans fire
år i præsidentstolen med hans tusindvis af løgne, konspirationsteorier og ødelæggende,
splittende handlinger.
Der er nu 13 dage til
præsidentskiftet. Hvad kan Trump stadig
finde på i den tid ? Måske starte en krig mod Iran ? Måske inspirere sine fanatiske
tilhængere til yderligere demonstrationer og oprørshandlinger? I går var det
ikke bare i Washington DC, de optrådte truende og voldeligt. Det skete samtidig
i flere af enkeltstaternes hovedstæder.
Flere og flere
foreslår, at Mike Pence straks bør overtage præsidentembedet, fordi – som både Demokraterne
og en del ledende Republikanere siger – ”Trump er ikke længere tilstrækkelig
mental stabil til at være præsident”.
Hvordan kan dette gøres ? Der er to muligheder: Den ene er at bruge
forfatningens art. 25. Den giver
vicepræsident Pence og mindst halvdelen af regeringens medlemmer mulighed for
at afsætte præsidenten. Vil det ske ?
Måske. Den anden mulighed er, at Trump
selv går af og overlader stolen til Pence. Formentlig ved at handle sig til, at
Pence som præsident vil give ham straffrihed ( pardon, som det kaldes ). Det er
sket før, f.eks. da Nixon gik af i 1974. Det er vigtigt at vide, at en sådan pardon kun
dækker hans handlinger som præsident og kun på føderalt niveau. Den har ingen betydning for mulige anklager
rejst på enkeltstats-niveau. Og dem er
der mange af, ikke mindst i New York.
Der er naturligvis
også den mulighed, at Trump fortsætter som præsident sine sidste 13 dage. Det vides, at en del af hans medarbejdere i
Det Hvide Hus er ekstra oppe på mærkerne for at prøve at forhindre ham i at
tage flere farlige initiativer. Vil det lykkes
? Det er et vigtigt spørgsmål.
På lidt længere sigt
er der med garanti også en del meget vigtige konsekvenser. For det første forsvinder de fanatiske
Trump-tilhængere ikke. De bliver ved med at være der. Og Trump vil – siger han
selv – blive ved med at gejle dem op. Hvad vil man gøre for at dæmme op for
denne ultra-populistiske bevægelse ? For det andet eksisterer Det
Republikanske Parti stort set ikke mere. Det er blevet til et Trump-parti. Hvad sker der på den front ? For det tredje vil jeg mene, at hele
det amerikanske valgsystem trænger kraftigt til et serviceeftersyn. Og for det fjerde har de sociale medier
virkelig fået noget at tænke på.
Allerede i aftes lukkede både Twitter og Facebook for Trumps konti, i
hvert fald midlertidigt. De vil ikke længere medvirke til spredning af hans
løgne og konspirations-fantasier. Hvad
vil de og andre medier gøre for ikke at falde i samme grøft igen og dermed
undergrave det demokrati, vi kender ?
Der er rigtigt mange
vigtige spørgsmål, der melder sig efter dette. Både i USA og i hele verden.
Jeg vil slutte med at
give et link til den tale, som Joe Biden holdt på TV i aftes midt under de
dødelige optøjer: https://youtu.be/BaTFqDNtuuc
Som Biden siger: Det amerikanske demokrati er under
voldsomt angreb !
Foto af President-Elect:
JOE BIDEN:
Comments