WHO - EN VIGTIG SPILLER I COVID-19 PANDEMIEN

DEN 28. DECEMBER:

Vi hører meget om WHO i disse pandemi-tider.  Who is WHO, er der sikkert nogen, der spørger.  Lad os dvæle et par minutter ved denne vigtige organisation.

WHO betyder World Health Organisation – eller Verdenssundhedsorganisationen, som den hedder på dansk.  Den blev oprettet i 1948 af de fleste af de lande, der havde oprettet FN i 1945.  Dens formål er at koordinere samarbejdet for menneskers sundhed i hele verden.  Min gamle professor i statskundskab, Max Sørensen, var normalt ikke nogen særlig vittig hund. Men da han en dag skulle præsentere WHO for os studenter, sagde han bl.a. følgende:  WHOs formål er at sikre den totale sundhed på hele kloden.  Og så må man spørge sig: Hvornår er dette formål opnået?  Det er det den dag, alle mennesker ligger i deres senge om morgenen og venter på, at vækkeuret ringer. Når det så gør det, råber de som med én mund:  ENDELIG !!    Professoren og vi andre var ret sikre på, der ville blive brug for WHO mange år frem i tiden 😊

WHO har i dag 194 medlemslande, dvs. næsten alle verdens nationer. Præsident Trump har meldt USA ud. Men Biden har meddelt, at én af hans allerførste handlinger den første dag i præsidentstolen vil være at sende FNs generalsekretær et brev, hvor han melder USA fuldt og helt ind i WHO igen.

WHOs budget er på 5,8 milliarder US dollars ( 43 milliarder kr. ) for de to år 2020-21. Og der er det særlige ved dets budget, at kun omkring 20 % kommer som medlemsbidrag.  De 80 % er frivillige gaver fra medlemslande, organisationer, fonde, enkeltpersoner, mv.

Organisationens hovedkvarter ligger i Geneve i Schweiz. Det har seks regionale kontorer. Kontoret for Europa ligger i FN-Byen i Københavns havn og har den belgiske læge Hans Kluge som chef.  Hele WHO har ialt ca. 7.000 medarbejdere fordelt over hele verden.

WHOs topchef er dets generalsekretær. Den nuværende er ethiopier.  Den danske tuberkuloselæge Halfdan Mahler var generalsekretær i tre perioder – fra 1973-88.  Senere havde den tidligere norske statsminister, Gro Harlem Brundtland, posten i årene 1998-2003. Hun var også læge.

WHO spiller naturligvis en meget central rolle i kampen mod COVID-19 pandemien.



Comments

Popular posts from this blog

HUGUENOTTERNE - HVEM VAR OG ER DE ?

DAGEN I DAG: 4. AUGUST: OM EU-27 - HVEM ER DE EGENTLIG

MERE OM BISMARCK...