DET DANSKE SPROG KAN VÆRE MEGET DRILSK !

DEN 19. OKTOBER:

Det danske sprog er en ung, blond pige - for at bruge en lille omskrivning af Kaj Hoffmanns og Carl Nielsens kendte sang om den danske pige.  Ja, sprog er en svær én. Ikke mindst for ikke-danskere, der prøver at lære det – og endda forstå det. Som man siger mange pudsige og af og til lidt selvmodsigende ting på:

Danskerne må anatomisk set være noget af et folkefærd:  de kan løbe med benene på nakken, hoppe på tungen, have sommerfugle i maven og sluge kameler.

Den stakkels mand, der ikke kan få den pige, han gerne vil have, bliver brændt af.

Går det hele skævt for én, så brænder lokummet.

Og hvis der er en person, man helst ikke vil have noget med at gøre, er der barske muligheder: Man kan gøre kål på ham eller slå hånden af ham.

Modsætninger er heller ikke logiske: Tænk f.eks. på ro contra uro, og ukrudt er ikke det modsatte af krudt, og ligeledes har noder og unoder ikke meget med hinanden at gøre.

Er man imod EU, er man modstander, men er man for, er man ikke forstander.

En kvindelig tjenestemand er ikke det samme som en tjenestepige.

At være kørt over betyder noget andet end at være overkørt, og et trin op er ikke lig med et optrin. Når en person betegnes som lunefuld, betyder det ikke, at vedkommende er fuld af lune.

Og hvor er logikken, når man har lært remsen ”gammel, ældre, ældst”, når man så finder ud af, at en ældre mand faktisk er yngre end en gammel mand, og en yngre mand er ældre end en ung mand?

Små udgaver af dyr betegnes ofte med udgangen: -ling – såsom i gæsling, ælling, osv. Men hvorfor er en musling så ikke en lille mus?!

Sådan kan man blive ved.  Prøv selv at finde andre gode eksempler!

Foto:  GUD SOM TIDEN DOG FLYVER: