OM TYRKIET, ERDOGAN OG EUROPA
DEN 11. AUGUST:
Jeg skrev den 8. august om Tyrkiet og lovede at komme tilbage med
mere. Som bekendt hedder landets præsident
RECEP ERDOGAN, født i 1954 i Istanbul.
Han og hans regime er netop i disse dage igen aktivt ude med riven. Han har
forleden startet boringer i søterritorium, som ifølge international lov er
græsk og cypriotisk – ikke tyrkisk. Det
er givetvis en bevidst provokation. En
provokation, som heldigvis straks har ført til kraftige reaktioner fra EU, NATO
og USA. Situationen er alvorlig og
giver naturligvis anledning til stor bekymring både i Grækenland, på Cypern og
i hele regionen. Måske opdager de
vestlige medier også snart denne provokation !
Erdogan er i politiske og økonomiske vanskeligheder på hjemmefronten.
Han tabte lokalvalgene sidste år i de store byer, inkl. Istanbul. Hans egen by.
Han sagde en gang: Den, der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet! Gennem historien er det et gammelt beskidt
trick, at hvis man har indenrigspolitiske problemer, så bør man sørge for at gøre
noget over for omverden, så opmærksomheden kan fjernes fra de hjemlige
problemer. Det er det, der sker. Både ved hans direkte indblanding i krigen i
Syrien og i konflikterne i Libyen og nu i provokationerne i Ægæerhavet og
Middelhavet.
Samtidig holder han og hans regime sig ikke tilbage for at tænke ”Stor-Tyrkiet”
– Tyrkiet som det var under Det osmanniske Rige indtil 1923. Mange har klart på fornemmelsen, at han gerne
vil være en ny Sultan.
Det er i samme ånd, at Erdogan har bygget sig et præsident-palads i
Ankara. Det hedder Det
Hvide Palads og fyldt med marmor. Det er større end både Det Hvide Hus, Kreml og Versailles.
Jo, der er stil over det. Der strides
stadig væk om regningen for komplekset, ikke mindst set i lyset af de store
vanskeligheder i den tyrkiske økonomi.
Se foto af paladset nedenfor.
Tyrkiets forhold til EU har gennem årene været anspændt. Som tidligere
nævnt, ansøgte landet om EU-medlemskab i 1963.
Behandlingen af ansøgningen er stort set ikke kommet ud af stedet. Man har skyndt sig langsomt i EU, som man
siger. Hvorfor? Fordi Tyrkiet slet ikke er kvalificeret til at være medlem af
EU – hverken økonomisk eller politisk. Og det er især i de senere år gået den
forkerte vej. Ikke mindst efter kupforsøget mod Erdogan for få år siden. Her er masser af friheder i Tyrkiet blevet
grundigt stækket, herunder også mediernes frihed. Det er helt uacceptabelt for EU. Flere EU ministre har udtalt, at Tyrkiet
efter deres mening aldrig bliver medlem. Og her skal man huske på, at der skal
være enighed i EU for at optage nye medlemmer.
Ethvert medlemsland kan nedlægge veto.
Hvorfor afbryder man så ikke ansøgningsprocessen? Det har Tyrkiet også truet med – men ikke
gjort. Og som et europæisk land har
landet ret til at søge om medlemskab. Dertil kommer, at så lang tid tyrkerne
ser muligheden for en gang at blive medlem,
så indretter de sig de facto efter visse EU-regler. De har f.eks. i realiteten afskaffet
dødsstraffen, som er en betingelse for at blive medlem. De har også givet det store kurdiske mindretal
i landet vigtige rettigheder ( skoler, brug af det kurdiske sprog, osv.), som
de ikke havde før EU pressede på.
Dertil kommer, at det ikke er i EUs interesse at få et Iran-lignende
styre lige på sit dørtrin. Eller at skubbe Tyrkiet i hænderne på Rusland, m.v.
Derfor er det politisk en vigtig balancegang.
Samhandelen mellem EU og Tyrkiet er ganske betydelig. Godt 500 milliarder kr. hver vej. Og der bor ca. 3,7 millioner tyrker i EU,
heraf 63.000 i Danmark (33.000 indvandrere og 30.000 efterkommere). Mange af
disse indvandrere kom fra landdistrikterne i Tyrkiet, ikke fra de mere liberale
og vestligt orienterede storbyer.
Hvis man ønsker at følge udviklingen i og omkring Tyrkiet, kan jeg
anbefale to engelsk-sprogede aviser:
·
Grækenland: KATHIMERINI - www.ekathimerini.com
·
Tyrkiet: HURRIYET DAILY NEWS - www.hurriyetdailynews.com
The presidential WHITE PALACE in Ankara:
Comments