BREXIT-SITUATIONEN: RESULTATLØS MARCH PÅ STEDET
DEN 16. JUNI:
I går var der topmøde mellem EU og Storbritannien (
Boris Johnson ) om situationen omkring Brexit.
For få dage siden bekræftede den britiske regering formelt, at den ikke
ønsker nogen forlængelse af overgangsperioden, der udløber den 31. december 2020.
På topmødet i går blev det aftalt at fortsætte
forhandlingerne om en handelsaftale mellem de to parter, også i juli og august.
Min vurdering er, at der ikke er sket reelle
fremskridt hverken i disse forhandlinger hidtil eller på mødet i går. Det går i
mod et brud mellem de to parter – uden nogen aftale fra januar 2021.
Derfor sender jeg igen min note af 13. maj. Den er fortsat gyldig, hvis man vil have et
hurtigt overblik.
I udtrædelsesaftalen blev det bestemt, at perioden
fra den 1. februar til den 31. december 2020 skulle være en overgangsperiode,
hvor briterne ganske vist ikke længere er medlem af EU – de sidder ikke
længere med ved EUs møder eller i EU-institutionerne. Men de har stadig adgang
til EUs fælles marked på lige fod med medlemslandene og kan nyde gavn af og
bidrager til EUs løbende aktiviteter i disse 11 måneder, mens en ny aftale om
de fremtidige relationer forhandles på plads.
Det står også i udtrædelsesaftalen, at briterne kan
anmode om en forlængelse af overgangsperioden én gang – og for op til to
år. Det siger premierminister Boris
Johnson, at han ikke ønsker. Han vil helt ud af EU fra den 1. januar
2021. Og han siger, at han ønsker at få
en aftale inden da.
Og det er her tidspresset melder sig for alvor. Det
er nemlig også aftalt, at en evt. aftale skal være på plads inden den 30 juni.
Hvorfor? Fordi den skal ratificeres i
alle 27 EU-landes parlamenter, i Europa-Parlamentet og i det britiske
parlament. Det tager 6 måneder. Derfor er den 30. juni sidste frist for at
lave en aftale. Og dette er nu ( d. 16.
juni ) ikke længere muligt – eller ønskeligt fra britisk side.
Nu er der vel det med Boris Johnson, at han ikke er
særlig kendt for at holde sig religiøst tæt på sandheden – endsige på
realiteterne. Kan man nu regne med det,
han siger? Personlig tror jeg ikke på,
at han ønsker en aftale. Han vil gerne forlade EU uden nogen aftale – og så
tage den derfra. Og den opfattelse står jeg med garanti ikke alene med. Jeg/vi kan tage fejl – og se briterne i
sidste øjeblik bede om en forlængelse, formentlig med henvisning til
corona-krisen.
Forhandlerne for de to parter arbejder fortsat på
at nå en aftale. På EUs side er det
franske Michel Barnier og hans team ( se
fotos ). Jeg har for en del år siden i
en periode arbejdet direkte med Barnier.
Han er en meget dygtig, meget seriøs og altid meget velforberedt mand.
Tidligere fransk udenrigsminister og tidligere EU-kommissær. Det er i høj grad hans fortjeneste, at det i
hele Brexit-perioden er lykkedes at holde helt sammen på alle EU-lande i alle
spørgsmål. Så briterne ved, hvem de er
oppe imod.
På britisk side har der i Brexit-periodens løb
været adskillige chefforhandlere, herunder en del politikere, som med garanti
ikke har imponeret Barnier med deres viden og forberedelse. I dag ledes forhandlingerne på britisk side
af David Frost – en ledende embedsmand. Se foto.
Man kan følge udviklingen på den hjemmeside, som
Barnier’s TASK FORCE FOR RELATIONS WITH UNITED KINGDOM hele tiden opdaterer:
Ser man kort på parternes afhængighed af hinanden
hvad handel med varer og tjenesteydelser angår, så viser tallene, at mens Storbritanniens
eksport til EU udgør omkring 50 % af dets samlede eksport, så er EU-landenes
eksport til UK under 10 % af deres samlede eksport. For Danmarks vedkommende var det i 2019 ialt
6 % af den samlede vareeksport og 9% af eksporten af tjenesteydelser. Disse facts er naturligvis vigtige i disse forhandlinger.
I mellemtiden forbereder begge sider sig på alle
eventualiteter. Storbritanniens nærmeste
naboer, især Frankrig, Holland og Belgien har allerede styrket deres antal af
toldere, der skal tage sig af den nye situation. Og Storbritannien selv er i gang med at
rekruttere 50.000 nye toldere. Det er 20
% flere end EUs samlede antal ansatte!
Hvorfor så mange? Fordi briterne
selv har regnet ud, at mens de i dag skal udfylde ca. 50 millioner
tolddeklarationer hvert år, så bliver dette tal efter Brexit 5-doblet ! Det kræver mandskab.
Om de igangværende forhandlinger: Briterne ønsker en frihandelsaftale, hvor de
får fri afgang til EUs marked uden at være bundet af EUs regler for
dette marked. Dette kan EU naturligvis ikke acceptere. Hvis de skal have
adgang, skal de af hensyn til
konkurrencen med EUs virksomheder følge de samme regler og de samme
kontrolforanstaltninger som disse. Alt andet ville være helt urimeligt. Og det
betyder, at de skal følge regler og om nødvendigt domme, som laves og afgives
af EU-myndighederne. Samtidig ønsker
briterne fortsat fri adgang til EUs marked for deres finansielle
institutioner. Dette kan heller ikke
accepteres af EU. På den anden side er
det vigtigt for EU, herunder også for danske fiskere, fortsat at have adgang
til de britiske fiskerizoner. Og EUs
strategi er, at intet er aftalt, før der er en klar aftale på alle disse
områder.
Hvis det hele ender med, at Storbritannien forlader
EU uden en aftale, så siger mange britiske ledere, at så bruger man bare WTOs
regler i handelen. WTO er FNs
Verdenshandelorganisation, som næsten alle verdens lande er medlem af, også
EU-landene og Storbritannien. Ja, WTO
har regler om handelen. Men de giver på
ingen måde samme fordele som et medlemskab af EU. Eller en omfattende aftale
med EU. De indeholder bl.a. den såkaldte
mest-begunstigelses-regel. Det vil sige,
at hvis et land aftaler særlige handelsvilkår med et andet land, så skal disse
vilkår automatisk også gives til alle andre WTO lande. Dertil er der også en række andre regler,
som slet ikke gør den situation så nem og fordelagtig, som mange britiske
ledere påstår.
Verden går ikke under, hvis der ikke bliver en aftale
mellem EU og Storbritannien. Men det hele bliver mere bøvlet, ikke mindst for
briterne. Og det kommer med garanti til
at gå ud over ikke bare samhandlen, men også en række andre samarbejdsomåder.
Og der er også en reel risiko for, at det på sigt vil give problemer for de
millioner af EU-borgere, der fortsat bor i Storbritannien og for de godt 1
million briter, der bor i EU.
Comments