SPANIERE OG DANMARK

Vi har indtil nu hørt om tyskeres og om franskmænds bidrag til Danmarks historie og udvikling. I dag vil jeg fortælle om SPANIERNE og Danmark. Egentlig har vi vel ikke haft de store problemer i mellem os 😊    Den tidligere danske ambassadør i Spanien, Wilh. Ulrichsen, fortalte mig en gang, at det eneste problem han havde i sin ambassadørtid i Madrid var at forklare gæstende danskere, at vinen altså skulle i det lille glas og ikke i det store (vandglasset) ved middagen.  

Jo, større problemer har der naturligvis været. Som f.eks. da danske vikinger fra 800-tallet invaderede det nordlige og vestlige Spanien ( Baskerlandet, Galizien og dele af Andalusien ). Det var de herskende maurere (muhammedanere), de måtte slås med. De havde erobret Spanien i 711.

Næste store ”træfning” var i 1808. Det var midt under Napoleons-krigene. Spanien var besat af Frankrig. Og Danmark havde (endnu en gang ?) valgt forkert side og var allieret med Napoleon. Først smadrede englænderne den fransk-spanske flåde ved Trafalgar i 1805. Så stjal de ved uhøflig selvbetjening hele den danske flåde i 1807. Derfor beherskede den britiske flåde vandene overalt, herunder også de indre danske farvande. Napoleon indførte fastlandsspærringen som et modtræk. Det vil sige, at det blev forbudt for alle, også neutrale lande, at handle med England.  Det gik bl.a. meget ud over den dansk-norske handelsflåde. Danmark følte sig ”heel alene”, som man siger på berlinsk dialekt. Derfor sendte Napoleon i marts 1808 omkring 34.000 hjælpetropper til Danmark – under ledelse af marshal Bernadotte (den senere svenske konge).  Halvdelen af dem var spaniere. De blev ledet af den Mallorca-fødte spanske general, Marques de la Romana.  Og de kaldtes División del Norte. 

Hjælpetropperne blev indkvarteret mange steder i landet: Kolding, Aarhus, Odense, Langeland, Holbæk, Roskilde, m.fl.  Mange blev privat indkvarteret ( sikkert ikke med folks gode vilje ☹ ).  Mange af spanierne ( man kaldte dem spaniolerne ) var kavallerister og havde derfor masser af heste med.  Der var bl.a. kavalleri-regimenter i Kolding og i Aarhus, hvor de havde stalde i den gade, den siden og den dag i dag hedder Spanien.

Hvad mon de mørkhårede og brunøjede spanske soldater (også) lavede, mens de var i landet?  Der cirkulerer utallige rygter og myter om deres gøren og laden. Herunder  om alle de mørkhårede og brunøjede efterkommere, de efterlod i landet 😊   Uffe Ellemann-Jensen påstår, at han på mødrene side nedstammer fra selveste chefen, Marques de la Romana.   Historikere har dog i høj grad afmonteret mange af disse rygter. Men noget er der naturligvis om snakken.  Hverken de danske pigers gevaldige hjertebanken ved at se disse ”smukke, galante, dansende og syngende” unge spanioler og de spanske krudtkarles indbyggede lyster kan manes i jorden af selv de mest ihærdige historikere. Man ved, at da spanierne pludselig rejste igen, var der mange danske piger, der fik grumme travlt med hurtigt at blive gift med en dansk mand 😊  

Alle hjælpetropperne, også de spanske, havde især franske officerer. Når de red forbi et kompani af de hjemlige danske landsoldater (der for de flestes vedkommende dengang var bønder), så råbte de danske ”jens’er” så højt de kunne i kor:  Piw mæ lång rør!! Så blev de franske officerer nemlig aldeles glade og hilste tilbage.  Hvorfor?  Fordi de troede, at de råbte:  Vive l’empereur ! ( længe leve kejseren! ).

De spanske troppers ophold i Danmark blev kort. Der var ellers planer om, at de sammen med danskerne skulle erobre Skåne tilbage til Danmark. Det blev der ikke noget af.  Da de hørte, at spanierne hjemme i Spanien gjorde oprør mod Napoleon ( især fordi han ville indsætte sin bror som konge af Spanien ), så fik Marques de la Romana, deres chef,  i august 1808 udvirket, at den engelske flåde skulle samle de spanske soldater op på Langeland – og kvit og frit ! sejle dem hjem til Spanien. Det var dog ikke alle spaniere, der nåede frem. Kun 9.312 blev sejlet hjem.  De resterende blev fanget, afvæbnet og udleveret til franskmændene. Mange af dem blev senere en del af Napoleons angreb på Rusland.

Hele molevitten blev en meget dyr affære for Danmark, der dengang havde under 1 mill. indbyggere. Omkostningerne var 600.000 rigsdaler pr. måned – eller i dagens penge vel omkring 5 milliarder kr.   Dette bidrog i høj grad til, at Danmark gik statsbankerot i 1813.

En lille krølle mere om spanierne:   den lille spanske by, Huéscar, i nærheden af Granada erklærede Danmark krig i den 11. november 1809.  Måske fordi nogle af de spanske tropper i Danmark, måske i Kolding, kom derfra?  Der blev aldrig løstet et skud mellem de to ”krigsførende” parter. Og krigstilstanden blev først opdaget af en historiker 172 år senere, i 1981.  Derfor blev der i hast arrangeret ”fredsforhandlinger”, og freden blev underskrevet i Huéscar den 11. november 1981 – af den danske ambassadør i Spanien og byens borgmester!   Resultat:  Huéscar og Kolding er nu venskabsbyer 😊

Så sig ikke, at Danmark og Spanien ikke har haft noget med hinanden at gøre i historiens løb!   Og også med det resultat, at der med garanti løber en del spansk blod i mange danske årer.  Både fra vikingetiden – og fra Napoleons-dagene.  Det menes f.eks., at navne som Panduro og Augustinus kommer fra de spanske forfædre.