HELLIGDAGENE - OG STRUENSEE STADIG TIL STEDE
DEN 10. APRIL:
For nogle dage siden gav jeg den danske konges livlæge, Johann Friedrich Struensee, æren for at have afskaffet en del gamle helligdage i 1770, herunder 3. påskedag. Min altid årvågne gamle ven, Niels Rossing, førte mig straks ud af vildfarelsen ved at fortælle, at det faktisk ikke var Struensee, der stod bag reformen. Den var forberedt gennem et par år af en kirkelig-borgerlig kommission. Man ville af med en bunke gamle helligdage fra katolicismens tid. Selv om Danmark blev lutheransk i 1536, havde mange katolske helligdage overlevet. Det var dels et økonomisk problem for det altid økonomisk trængte, fattige Danmark. Folk ( læs: især de stavnsbundne bønder ) kom ikke på arbejde. Og dels betød det, at mange på de mange fridage hengav sig til druk og hor. Og det var ikke velset i pietismens Danmark. Så der røg knap et par håndfulde helligdage:
·
3. juledag
·
3. påskedag
·
3. pinsedag
·
Hellig Tre Kongers dag 6. januar
·
Kyndelsmisse 2. februar
·
Marie renselsesdag 25. marts
·
Sankt Hans dag 24. juni
·
Marie besøgelsesdag 2. juli
·
Mikkelsdag
29. september
· Allehelgens dag 1. november
Der var nu 11 årlige helligdage tilbage. Højtiderne
omkring november blev samlet i en Allehelgens dag.
Mange steder blev de afskaffede helligdage
videreført som såkaldte Prikkedage, ”halvhelligdage”, hvor tjenestefolk
fik fri, og der skulle laves mindst muligt på gårdene og i husholdningerne.
Og hvor blev Struensee så af i alt dette? Mens helligdags-kommissionen arbejdede, var
han ikke rigtig kommet til magten. Det kom han først i sommeren 1770. Så hans rolle var at bære lovforslaget op til
den tossede kong Christian VII for at få hans underskrift. Det fik han. Og forordningen gælder den dag i dag.
Om Struensees andre meritter er der meget at sige: Han kom fra den dansk-holstenske by Altona
ved Elben – den by, som Christian IV anlagde for at udkonkurrere tyske Hamburg.
Navnet Altona kommer af det tyske All-zu-Nah, Alt for Tæt På. Det var sådan
tyskerne så byen, der nu siden 1937 er en vigtig del af Hamburg. Den var en
meget vigtig havneby for Danmark, hvor bl.a. en meget stor del af
landbrugseksporten til England gik fra.
Da Holsten og Altona ikke længere var dansk efter 1864, blev Esbjerg
anlagt, så landbrugseksporten kunne finde sted derfra.
Som de fleste ved, lykkedes det livlægen både at få
den sindssyge konge til at give sig stort set al magt i landet og samtidig at
gøre kongens unge engelske dronning gravid med datteren Louise Augusta ( i
folkemunde kaldt ”la petite Struensee” ). Hendes efterkommere er senere blevet
gift ind i den danske kongefamilie, så man kan sige, at Struensees blod og
gener stadig findes i vor kongelige familie.
Selv om han selv mistede hovedet på Københavns Fælled i 1772.
Vi besøgte Altona for et par år siden og oplevede,
hvordan Struensee stadig er et stort navn i bydelen – med gader og et stort
gymnasium opkaldt efter sig.
Se mindepladen om ham i Altona:
Comments