SPANIOLERNE OG DANMARK - EN ANDERLEDES HISTORIE
DEN 2. MARTS:
I dag vil jeg fortælle om SPANIERNE OG
DANMARK. Egentlig har vi vel ikke haft de
store problemer i mellem os. Den tidligere danske ambassadør i Spanien, Wilh.
Ulrichsen, fortalte mig en gang, at det eneste problem han havde i sin
ambassadørtid i Madrid var at forklare gæstende danskere, at vinen altså
skulle i det lille glas og ikke i det store (vandglasset)
ved middagen.
Jo, større problemer har der
naturligvis været. Som f.eks. da danske vikinger fra 800-tallet invaderede
det nordlige og vestlige Spanien ( Baskerlandet, Galizien og dele af
Andalusien ). Det var de herskende maurere (muhammedanere), de måtte slås med.
De havde erobret Spanien i 711.
Næste store ”træfning” var
i 1808. Det var midt under Napoleons-krigene. Spanien var besat af
Frankrig. Og Danmark havde (endnu en gang ?) valgt forkert side og
var allieret med Napoleon. Først smadrede englænderne den
fransk-spanske flåde ved Trafalgar i 1805. Så stjal de ved uhøflig
selvbetjening hele den danske flåde i 1807. Derfor beherskede den britiske flåde
vandene overalt, herunder også de indre danske farvande. Napoleon indførte
fastlandsspærringen som et modtræk. Det vil sige, at det blev forbudt for alle,
også neutrale lande, at handle med England. Det gik bl.a. meget ud over
den dansk-norske handelsflåde. Danmark følte sig ”heel alene”, som man
siger på berlinsk dialekt. Derfor sendte Napoleon i marts 1808 omkring 34.000
hjælpetropper til Danmark – under ledelse af marshal Bernadotte (den
senere svenske konge). Halvdelen af dem var spaniere. De blev ledet af
den Mallorca-fødte spanske general, Marques de la Romana. Og de
kaldtes División del Norte.
Hjælpetropperne blev indkvarteret mange steder
i landet: Kolding, Aarhus, Odense, Langeland, Holbæk, Roskilde,
m.fl. Mange blev privat indkvarteret ( sikkert ikke med folks gode vilje ☹ ). Mange af spanierne ( man kaldte dem spaniolerne ) var
kavallerister og havde derfor masser af heste med. Der var bl.a.
kavalleri-regimenter i Kolding og i Aarhus, hvor de havde stalde i den gade, der siden og den dag i dag hedder Spanien.
Spaniolerne frøs naturligvis i
det høje nord, så de gjorde, hvad de kunne for at holde varmen. En del af dem
boede på Koldinghus Slot. Og da de fyrede op i kakkelovnene, endte det til
sidst med, at slottet brændte ned – og stod som en ruin i mere end 100 år ☹
Hvad mon de mørkhårede og brunøjede spanske
soldater (også) lavede, mens de var i landet? Der cirkulerer
utallige rygter og myter om deres gøren og laden. Herunder om alle de
mørkhårede og brunøjede efterkommere, de efterlod i landet . Uffe
Ellemann-Jensen påstår, at han på mødrene side nedstammer fra selveste chefen, Marques
de la Romana. Historikere har dog i høj grad afmonteret mange
af disse rygter. Men noget er der naturligvis om snakken. Hverken de
danske pigers gevaldige hjertebanken ved at se disse ”smukke, galante, dansende
og syngende” unge spanioler og de spanske krudtkarles indbyggede, naturlige
lyster kan manes i jorden af selv de mest ihærdige historikere. Man ved, at da
spanierne pludselig rejste igen, var der mange danske piger, der fik grumme
travlt med hurtigt at blive gift med en dansk mand !
Alle hjælpetropperne, også de
spanske, havde især franske officerer. Når de red forbi et kompani af
de hjemlige danske landsoldater (der for de flestes vedkommende dengang var
bønder), så råbte de danske ”jens’er” så højt de kunne i kor: Piw
mæ lång rør!! Så blev de franske officerer nemlig aldeles glade og
hilste tilbage. Hvorfor? Fordi de troede, at de råbte: Vive
l’empereur ! ( længe leve kejseren! ).
De spanske troppers ophold
i Danmark blev kort. Der var ellers planer om, at de sammen med danskerne skulle
erobre Skåne tilbage til Danmark. Det blev der ikke noget af. Da de
hørte, at spanierne hjemme i Spanien gjorde oprør mod Napoleon ( især fordi han
ville indsætte sin bror som konge af Spanien ), så fik Marques de la Romana,
deres chef, i august 1808 udvirket, at den engelske flåde skulle
samle de spanske soldater op på Langeland – og kvit og frit ! sejle dem
hjem til Spanien. Det var dog ikke alle spaniere, der nåede frem. Kun 9.312
blev sejlet hjem. De resterende blev fanget, afvæbnet og udleveret til
franskmændene. Mange af dem blev senere en del af Napoleons angreb på Rusland.
Hele molevitten blev en meget
dyr affære for Danmark, der dengang havde under 1 mill. indbyggere.
Omkostningerne var 600.000 rigsdaler pr. måned – eller i dagens penge vel omkring
5 milliarder kr. Dette bidrog i høj grad til, at Danmark gik statsbankerot i
1813.
En lille krølle mere om spanierne: den
lille spanske by, Huéscar, i nærheden af Granada erklærede Danmark krig den 11. november 1809. Måske fordi nogle af de spanske tropper i Danmark,
måske i Kolding, kom derfra? Der blev aldrig løsnet et skud mellem de to
”krigsførende” parter. Og krigstilstanden blev først opdaget af en historiker
172 år senere, i 1981. Derfor blev der i hast arrangeret
”fredsforhandlinger”, og freden blev underskrevet i Huéscar den 11. november
1981 – af den danske ambassadør i Spanien og byens borgmester!
Resultat: Huéscar og Kolding er nu venskabsbyer 😊
Så sig ikke, at Danmark og
Spanien ikke har haft noget med hinanden at gøre i historiens løb!
Og også med det resultat, at der med garanti løber en del spansk blod i
mange danske årer. Både fra vikingetiden – og fra Napoleons-dagene.
Det menes f.eks., at navne som Panduro og Augustinus kommer fra de spanske
forfædre.
Comments