FORÅRSJÆVNDØGN - IKKE DEN 21. MARTS

DEN 21. MARTS:

Vi ved allesammen, at det i dag er forårsjævndøgn. At dag og nat er lige lange. Og at det også er i dag, sommerhalvåret begynder.

Men det er noget, vi tror. Det passer ikke. Eller rettere: det passer meget sjældent:

I år – 2021 – var jævndøgn i går, den 20. marts kl. 10.37 - for at være meget præcis. Det er nemlig det præcise tidspunkt, hvor solen står nøjagtig lodret over ækvator. På vej nordpå. Og på nøjagtig dette tidspunkt er dag og nat astronomisk set lige lange.  Sådan er det ikke her hos os på jorden.

Det er faktisk i hele det 21. århundrede sådan, at forårsjævndøgn falder på den 19. eller 20. marts.  En sjælden gang gør den det på den 21. marts. Næste gang er i næste århundrede.

Så alle de tre ting, jeg nævnte i starten, at vi ”ved”, er forkerte.  Det positive spin er naturligvis, at sommerhalvåret er startet, før vi vidste af det 😊

Hvad skyldes så alt dette astronomiske ”roderi”?  Den enkle forklaring er, at Jorden i sin ellipseformede bane om Solen hælder med 23,5 grader.  Og så er der jo også lige det, at antallet af dage pr. år ikke er 365. Det er 365 ¼ dage.  Det fikser vi så i vor kalender ved hvert fjerde år at indskyde en ekstra dag – den 24. februar. Skuddagen.  I de år kan alle, der fylder år den 29. februar, for en gangs skyld fejre deres fødselsdag på selve dagen!

Og for at vi nu ikke skal lade os narre af tro i stedet for viden til efteråret, så falder efterårsjævndøgnet ikke på den 23. september ( som i hvert fald jeg altid har troet ), men på den 22. september, ganske vist først kl. 21.21. om aftenen.

Derimod kan vi beholde vor barnetro hvad angår solhverv, hvor solen om sommeren står længst mod nord – det er fortsat den 21. juni.  Og vintersolhverv, hvor den er længst mod syd er den 21. december.  Så det er ikke alle vore forstillinger, vi behøver at rette på 😊

På engelsk hedder jævndøgn Equinox og solhverv hedder Solstice.

Jeg har i anden forbindelse fortalt, at jeg oprindelig gerne ville have været astronom. Men sådan blev det ikke.  Alligevel, gammel kærlighed ruster ikke !



Comments

Popular posts from this blog

HUGUENOTTERNE - HVEM VAR OG ER DE ?

DAGEN I DAG: 4. AUGUST: OM EU-27 - HVEM ER DE EGENTLIG

MERE OM BISMARCK...