EUs BLÅ SYGESIKRINGSKORT - OG VACCINATIONER

Der er for tiden en del diskussion om, hvorvidt danskere og andre der bor i et andet land end deres hjemland, også har ret til at blive vaccineret.

Svaret er meget enkelt, hvis man bor i et andet EU-land.  Her har man ret til at blive behandlet nøjagtig som og helt på lige fod med landets egne borgere. Hverken mere eller mindre.  Man må aldrig inden for EU diskriminere mod nogen på grund af nationalitet, når det drejer sig om borgere fra andre EU-lande.  Den regel er central i EU-samarbejdet og står i EU-traktaten. Derfor venter vi lige nu helt som vore jævnaldrende ”rigtige belgiere” på besked om at få vore ”belgiske” stik.

Og skulle nogen være udsat for forskelsbehandling, må man henvise til de klare EU-regler og om nødvendigt gå rettens vej, måske helt til EF-Domstolen i Luxembourg.   Men det tror jeg ikke bliver nødvendigt nogen steder.

Bor man derimod i et land uden for EU, f.eks. i Storbritannien, er det de lokale myndigheder, der afgør, om man behandles som landets egne borgere eller får en anden tidsramme, evt. efter en fælles aftale med EU.  Under alle omstændigheder må man gå ud fra, at intet land er interesseret i, at nogen, ej heller udenlandske borgere, render uvaccinerede rundt og smitter!

Hele spørgsmålet om EU-borgeres ret til samme behandling som landets egne borgere i tilfælde af sygdom er det centrale i reglerne om det gratis blå Europæiske Sundhedskort.

Hvad er Det europæiske kort for sundhedsforsikring?

Dette kort har siden 2004 været gratis til rådighed for alle borgere i de 27 EU-lande.

Det giver adgang til behandling i det offentlige sundhedssystem i hvert af de 27 lande på samme vilkår som de lokale beboere. Det udleveres af de hjemlige, lokale myndigheder.

Dets formål er at gøre livet lettere for EU-borgere, der er på midlertidigt ophold i et andet EU-land, såsom turister, praktikanter, o.l.

Ordningen gælder også i EØS-landene, dvs. Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein.

Man kan læse meget mere om dette blå EU Sygesikringskort på Borger.dk  HER

Man kan også downloade en særlig app til sin mobiltelefon om ordningen.

Kortet er gratis og kan fås hos sundhedsmyndighederne i ens hjemland.  Omkring 40 % af EU borgerne har skaffet sig et sådant kort indtil nu.  Det er gyldigt fem år ad gangen.




Comments

Popular posts from this blog

HUGUENOTTERNE - HVEM VAR OG ER DE ?

DAGEN I DAG: 4. AUGUST: OM EU-27 - HVEM ER DE EGENTLIG

KULTUR: OM ADOLPHE SAX - OG HANS SAXOFON