PARMENTIER - KARTOFLENS AMBASSADØR I EUROPA

I dag vil jeg gerne fortælle om PARMENTIER. Den franske apoteker, der lærte europæerne at spise kartofter. Og ikke bare at spise dem, men at forstå, at de er noget af den bedste og sundeste føde, man man få.  Før han tog affære blev kartoflen stort set kun brugt til dyrefoder. Hvorfor ?  Den kom til Europa fra Sydamerika i 1500-tallet.  Men præsterne sagde med det samme, at den kunne man ikke spise, fordi der ikke stod noget om den i bibelen!!  Samme skæbne fik tomaten i første omgang. Den kom også fra den anden side af Atlanten.

Apotekerens fulde navn var ANTOINE-AUGUSTIN PARMENTIER.  Han blev født i 1737 og døde i 1813.  På dansk ville man måske kalde ham ”Kartoffel-Anton”. Han blev uddannet som apoteker og som agronom.  Han var en meget foretagsom og påhitsom herre – og slet ikke nogen fidusmager. Ud over kartoflen fandt han ud af en god metode til at få sukker ud af sukkerroer. Han startede en særlig brød-skole, hvor man lærte at bruge kartofler i stedet for mel til at lave brød. Han beskæftigede sig også med ost – og som de fleste franskmænd med forædling af vin. Og han kastede sig også over, hvordan man bedst bevarer fødevarer, f.eks. ved nedkøling.

Men det blev kartoflen, der optog ham mest. Og hans navn har lige siden været knyttet til netop kartoflen. Hvis man i en opskrift ser en ret, der hedder noget med parmentier, så kan man være helt sikker på, at der indgår kartofler i den.

Hvordan kom han i første omgang i direkte kontakt med kartofler?  Det gjorde han, da han var soldat i den franske hær under Syvårskrigen fra 1756-63. Her blev han flere gange taget til fange af prøjserne. Og hver gang skulle han i fængslet spise...kartofler. Det åbnede ikke bare hans sultne mund, men i høj grad også hans øjne for, hvilket glimrende næringsmiddel kartofler er.  Man vidste egentlig godt, at de spanske søfolk på skibene, der 200 år tidligere bragte kartoflen til Europa, ikke længere fik skørbug på rejsen, når de spiste kartofler.  Man vidste ikke hvorfor. Sådan var det bare.

Da krigen og fangenskabet var forbi i 1763, kom Parmentier tilbage til Paris. Her gik han straks i gang med at studere kartoflen og dens egenskaber nøje.  Det var ikke ufarligt for ham, fordi landet ved lov havde forbudt kartoflen i 1748, ”fordi den kunne give spedalskhed”.   Det lykkes ham at få godkendelse af kartoflen fra universitetet i Paris i 1772. Og så gik det slaw-i-slaw.  Opgaven var nu at få folk til at interessere sig for kartoflen – og til at spise den.  Nu tog Parmentier sine store evner som kommunikator i brug.  Han sendte under stor bevågenhed kongen og dronningen flotte buketter af de blå kartoffelblomster ( se fotos nedenfor ). Han fik af kongen tildelt et stykke jord uden for Paris til at dyrke kartofler på. Og for at give folk indtryk af, at det virkelig var en meget værdifuld og vigtig afgrøde, så lod han militæret bevogte kartoffelmarken hele dagen. Når de så var gået hjem ved mørkets frembrud, myldrede borgerne frem for at få fat i de spændende kartofler. Og det var netop formålet med bevogtningen om dagen.  Han arrangerede også store middage for berømtheder såsom den amerikanske ambassadør Benjamin Franklin og den kendte kemiker Antoine Lavoisier, hvor de fik serveret kartoffelretter af mange slags.  Altsammen med stor effekt.

Parmentiers glæde ved kartofler var så stor, at han senere fik sin grav i Paris omgivet af kartoffelplanter.  Det må man sige er at være konsekvent.

Kartoflen gik derefter sin sejrsgang over hele Europa. Den var allerede i mindre omfang kommet til Danmark omkring 1720 med huguenotternes indtog i Fredericia.  Og i 1760erne kom de såkaldte ”kartoffeltyskere” fra Sydvesttyskland til Danmark på invitation af kongen for at opdyrke den jyske hede. Og de bragte netop kartoflen med sig.  Den var danskerne fortsat ikke meget for at spise. For dem var den fortsat ”dyre-æde”.  De kaldte den tysker-klumper.

Hvor kommer egentlig navnet kartoffel fra ? Det kommer fra tysk, der igen har taget det fra italiensk tartufolo, der betyder trøffel.  De gror som bekendt ligesom kartoflen under jorden.  Man bruger en sjælden gang også ordet potet. Det er det samme som det engelske navn potato. Det kommer oprindelig fra spansk patata. Og det kom i sin tid i 1500-årene fra det nu uddøde karibiske sprog taino. Her hed en kartoffel nemlig batata.

Franskmændene er gået deres egne veje med navnet. De kalder kartofler for pommes de terre, der betyder jordæbler.  Den samme baggrund har kartoflens navn på flamsk og hollandsk:  aardappelen, jordæbler.

Og så til 10.000 kr. spørgsmålet: Hvorfor er kartoften så god og så sund?  Det er den, fordi den indeholder en masse næringsstoffer, en masse vitaminer, ikke mindst C-vitamin ( der bl.a. tog livet af skørbug ), og en masse livsvigtige salte såsom kalium. Ja, der er næste ikke det gode, man ikke kan sige om den sunde kartoffel!

På visse egne gør man i dag ekstra meget ud af dyrkningen netop af kartofler.  Det gælder f.eks. oppe på ”vor anden hjemegn”, i Odsherred.  Her dyrkes Lammefjordskartoflen på den udtørrede Lammefjord.  Det har vist sig, at den ”stadig gyngende grund” på fjordbunden er ekstra god til at dyrke bl.a. kartofler på. Ja, de er så gode, at man hvert efterår laver en særlig konkurrence, hvor man siden 2016 vælger årets ”Grand Cru kartoffel”.  Det sker ved hjælp af professionelle dommere, bl.a. kokke og madskribenter, som vurderer kartoflernes smag, sødme, udseenede, m.m.

Mit eget forhold til kartoflen har mange facetter.  Som dreng var jeg altid med til at samle kartofler op på forskellige gårde på min hjemegn i efterårsferien. Derfor hed den kartoffelferien.  Det kunne man tjene hele 10 kr. pr dag ved. Det svarer i dagens penge til 139 kr.  Det var gode penge for en skoledreng. Jeg købte et år meget stolt mit første armbåndsur for de penge 😊     Senere var kartoffelmel en nødvendig og billig hjælper, når man som student gerne ville destillere billig kogesprit til drikkelig sprit – iblandet forskellige tilsætninger som cacao- eller solbæressens.  Så havde man en rigtig ”studenter-drink”! Og med sikkerhed også ondt i knolden dagen efter ☹

Kartoflen har på en måde også vist mig som en dårlig pædagog og børneopdrager ☹   Da min ældste søn, Claus, voksede op, omtalte vi i hans første år altid kartofler som takofler.  Jeg ved ikke hvorfor.  Det skulle vel lyde ekstra indbydende og sjovt for den lille purk.  Men fejlen var, at vi blev ved med at sige takofler. Så da Claus kom i skole og insisterede på, at kartofler altså hed takofler, så blev han grundigt til grin!  Den lille ”spøg” fra de go’e gamle dage har han vist aldrig rigtigt tilgivet mig!

PS: En særlig information til læsere i Bruxelles:  De fleste ved, at vi her i byen har en stor park, der hedder Parc Parmentier. Indtil for få dage siden regnede jeg med, at den også var navngivet efter den franske apoteker. Men nej.  Den er opkaldt efter belgieren Edmond Parmentier ( 1857-1910 ). Han var en stor erhvervsmand, der bl.a. stod for anlæggelsen af avenue de Tervueren – hvor parken med hans navn netop ligger ved siden af.    Om de to herrer Parmentier så har nogen form for slægtsskab, det må være en opgave for fremtidige interesserede at finde ud af 😊