LOTTE TARP - OG HENDES RØRENDE HISTORIE OM FORTIELSE

DEN 14. FEBRUAR:

Dagens person er den danske skuespiller og forfatter LOTTE TARP.  Hun blev født på denne dag i 1945 i Aarhus – og døde som 57-årig i Humlebæk i 2002.  Hendes fødenavn var Ann-Charlotte Rising.

Hun startede som skuespiller allerede som 16-årig og var senere aktiv både på film og på teater. I 1973 modtog hun en Bodil for én af sine roller.

I 1964 vakte hun en del opsigt som den første topløse pige i Ekstrabladet.

I privatlivet var hun gift med forfatteren Henrik Stangerup i årene 1967-76 og senere med komponisten Niels-Jørgen Steen indtil sin død.

Som forfatter skrev hun både dramatik og teaterstykker.  Men mest kendt er nok hendes særlige selvbiografi fra 1997.  Dens titel er:  -det sku’ nødig hedde sig .   Den er en meget velskrevet og medrivende fortælling om hendes tid som barn i 50’erne under megen turbulens og med en anelse om, at intet er, hvad det giver sig ud for at være – og at hun selv må finde ud af sin herkomst.

Det gør Lotte Tarp så.  Historien er, at hun er barn af en dansk mor og en tysk officer. Hun finder ud af, at han hed Wolfgang Haug. Og hun opsøger hans hjemby i det dengang lukkede DDR. Her får hun at vide, at han forsvandt som soldat i Polen i april 1945.

Bogen kan meget stærkt anbefales. Som én af anmelderne skrev: Den er en beskrivelse af konsekvenserne af fortielsen. Men den er mere end det. Den er også beskrivelsen af en kvindes stædige kamp for at komme til bunds i sandheden om sit eget liv.

Og situationen er ikke enestående. Mange af os har sikkert lignende fortielses-historier at fortælle.  Eller som vi aldrig har kendt til. Enten fordi vi ikke fik noget at vide.  Eller fordi vi ikke vil vide noget.  I min egen over 50 års slægtsforskning er flere interessante og rørende historier dukket op. Én af dem var, at en sjællandsk fætter til min far – en kulsvier  i Grib Skov – også var aktiv slægtsforsker. Men da han efter eget udsagn fandt ud af, at ”der var mordere og tyveknægte i slægten i fortiden”, brændte han alt materialet. Hvor trist set med mine slægtsforsker-øjne ☹  En anden historie er om en slægtning til min kone. I familiens fortælling ”var han forsvundet”. Vi har siden sporet ham bl.a. til Birmingham i England ( og siden fundet hans efterkommere derovre ), til Oslo i Norge, til et skib på vej til New York, og sidst til Martinique i Karibien. Og endelig er der historien om en fætter til min mor. Han var ifølge den fortalte historie ”blevet tvunget til at være tysk soldat under krigen og til at gifte sig med en østrigsk kvinde – for til sidst at forsvinde på østfronten”.  Hvad der virkelig var sket, kom for dagens lys gennem min aktive granskning og søgen gennem mange år. Han havde frivilligt meldt sig til tysk tjeneste i København. Livet som typograflærling på Berlingeren var sikkert ikke, hvad han gerne ville opleve. Han blev heller ikke tvunget til at gifte sig med en østrigsk dame. Han gjorde det helt frivilligt i krigens løb - med en pige fra Bornholm. Og ja, han faldt på østfronten. Ikke i Rusland, som man troede. Men på østfronten i Belgien under Ardenner-offensiven i december 1944 i kampen mod amerikanske tropper.  Vi har også fundet hans grav på den tyske soldaterkirkegård ved Bastogne her i Belgien.

Slægtsforskning kan føre vidt omkring.  Der er folk, der synes, at den slags ”skal man lade ligge”.  Det syntes Lotte Tarp og jeg ikke.    Livet har alle dage haft mange facetter. Jeg synes, man også kender sig selv bedre, når man kender sin families historie og livsvilkår.

Og som præsten Johannes Møllehave sagde ved Lotte Tarps begravelse i Garnisons kirke i København i 2002:  Det var en glæde, du var til, Lotte Tarp. Gid den glæde, hun gav jer, en dag må veje sorgen op!

Foto: