KARTOFFELTYSKERNE - HVEM VAR DE

DEN 27. FEBRUAR:

Det er interessant at se, hvordan alle vore befolkninger i tidens løb er blevet blandet med hinanden. Helt fra kimbrernes tid før vor tidsregning, ja, naturligvis også endnu før. Og så gennem de store folkevandringer efter Romerrigets fald i 400-tallet og fremad.  Store og langvarige krige og den efterfølgende elendighed og hungersnød har også drevet millioner på flugt, fristet af en tilværelse andre steder.

Det er også sådan, min historie her starter. Trediveårskrigen fra 1618-48 lagde store dele af det centrale Europa øde. Det benyttede den dansk-norske konge Frederik V (1723-66) sig af . Det er ham på hesten på Amalienborg Slotsplads.  Efter tabet af Skåne, Halland og Blekinge til Sverige og de mislykkede forsøg på at vinde dem tilbage besluttede kongen at opdyrke de kolossalt store heder i Jylland og Slesvig-Holsten. Han fik den danske gesandt i Frankfurt til at sætte annoncer i tidens tyske aviser og invitere tyskere til at komme til Danmark for at opdyrke heden. De blev lovet om ikke guld og grønne skove, så i hvert fald mange privilegier såsom skatte- og religionsfrihed. Frihed for militærtjeneste og ikke mindst jord og gårde, der ville blive bygget til dem, forsynet med dyr og redskaber. Ialt 965 personer fordelt på 265 familier tog imod tilbuddet. De kom især fra Sydvesttyskland ( Pfaltz og Hessen ). Det var dér, aviserne med annoncerne udkom. 

Da de nåede frem med alle deres kærrer og vogne, var deres skuffelse ikke til at tage fejl af.  Dels var det et meget uvejsomt terræn. Dels kendte de ikke noget til heder. Den hed(der) ikke Alheden for ingenting. Det er, fordi lyngen på heden igennem århundreder har skabt et mega-hårdt lag – kaldet al -  lige under jordoverfladen. Et lag, der kræver gode redskaber og masser af kræfter at få bugt med.  De første havde indvandrerne stort set ikke. Kræfter havde de måske. Men de fleste var ikke bønder, men håndværkere og gamle soldater.   Så det endte med, at de fleste hurtigt rejste igen. Nogen blev endda udvist på grund af uduelighed.  Og de fleste af dem drog afsted til Rusland, hvor den tyskfødte zarina, Katarina II, i de samme år havde inviteret europæere, dog ikke jøder, til at bosætte sig i Volga-området for at opdyrke disse øde områder.  Mere end en million tyskere drog derover.  De bosatte sig omkrig byen Saratov (som vi i øvrigt har besøgt).  Og det var dertil også de fleste ”danske” tyskere tog hen. Over 3.300 km til fods og med vogne og heste. Det har været noget af et syn og noget af en opgave.

Tilbage til Jylland: Ialt 59 tyske familier blev boende på Alheden i Midtjylland – og gik igang med arbejdet.  De bosatte sig især i området omkring Grønhøj og Frederiks (opkaldt netop efter Frederik V).  

Hvorfor kaldes de kartoffeltyskerne?  Fordi de hjemmefra vidste, at kartoflen giver tre gange så stort udbytte som korn. Og også fordi den er god at dyrke netop på hedeområder. 

Det diskuteres stadig, om det i virkeligheden var kartoffeltyskerne, der var de første til at indføre kartoflen til Danmark.  Nogen påstår, at det var huguenotterne i Fredericia. De kom til Danmark – også på invitation fra kongen – fra 1719.  Men lidt konkurrence er altid godt!

Kartoffeltyskerne fik også bygget deres egen kirke i Frederiks. Her blev der prædiket på tysk indtil 1872.  Og der er stadig masser af efterkommere af de tyske indvandrere på hele egnen. Det kan man også se på mange nutidige efternavne såsom Bitsch, Frank, Øhlenschlæger, Marquart, Ganzhorn, Roth, Würtz, Krath, Meyer og Wacker.

I anledning af 200 året for tyskernes ankomst blev der i Frederiks rejst en mindesten. Se foto nedenfor. 

Alt dette er også en vigtig del af Danmarks historie.  Og man kommer uvilkårligt også til at tænke på H.C.Andersens sang Jylland Mellem Tvende Have fra 1859. Heri står der bl.a. :  Kom igen om føje år. Heden som en kornmark står.  Det fik han helt ret i – ikke mindst på grund af kartoffeltyskernes brave indsats !