HÅNDBOLD - OPFUNDET I DANMARK.

 

HÅNDBOLD

DEN 1. FEBRUAR:

Først et STORT TILLYKKE til Danmark med det genvundne verdensmesterskab i håndbold i aftes!   Vi kunne desværre ikke se kampen, selv om vi havde mobiliseret både os selv, kolde drinks og varme snacks på det rigtige tidspunkt foran TVet!  Franske TF1 havde nemlig programsat kampen live.   Det ville blive flot.  Den kom bare aldrig    I stedet sendte de et – ganske vist – sødt program om sjove katte og hunde!  De havde nok taget kampen af, da deres egne ”blå” ikke længere var med !

Pyt – danskerne vandt uden vor deltagelse.  Nu kan vi så i stedet se kampen på dette YouTube link – når og hvis vi lyster:

IHF World Men's Handball Championship 2021 Final, Denmark - Sweden. Full match - YouTube

Ved du forresten, at håndbold-spillet blev opfundet i Danmark ?  Nå ikke!

Det skete i 1907.  Lærer HOLGER NIELSEN i Ordrup var den, der skrev de første spilleregler ned:

Holger Nielsen, lærer på Ordrup Latin- og Realskole, var opfinderen, der skrev det første regelsæt i 1907.  En ung lærer i Nyborg, Rasmus Nikolaj Ernst, fik omkring samme tidspunkt stort set den samme ide.  Og den første håndboldkamp fandt sted i 1907 mellem Holger Nielsens skole og et hold fra Helsingør Højere Almene Skole.  Holgers tropper vandt med 21-0  !

Se et billede af Holger Nielsen nedenfor.

Og et billede mere:  Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige i rødt og hvidt efter den danske sejr i aftes.   Det er kommunikation, når den er bedst!

Før kampen var masterne på den danske side røde og hvide og dem på svenskersiden selvfølgelig gule og blå. Og havde svenskerne fået 3 mål mere, ja så havde det hele været gult og blåt!

 

De fleste danskere har siden 1907 prøvet at spille håndbold, tror jeg. I hvert fald i nyere tid. Enten i skolen – eller i en klub.  Jeg har skam også deltaget i den ædle sport.  Vi havde kun én sportsklub i den kimbriske landsby, hvor jeg blev født. Det var Grynderup KFUM – og her spillede vi håndbold.  Vi var nu ikke særlig gode til det – og slet ikke jeg    Jeg tror – sagt med et glimt i øjet til mine tidligere holdkammerater – at vi nok var så tilpas ringe, at vi også ville tabe kampen, selv om modstanderen aldrig kom på banen 😊

Håndbolden har siden 1907 gået sin sejrsgang i mange lande verden over.  Men der er fortsat ”hvide pletter” på landkortet.  Her i Belgien kendes spillet stort set ikke ( kun blandt os ny-belgiere ).  Folk bliver fjerne i blikket, hvis man snakker om håndbold.

Nå, men I kan godt sætte kaffe over til næste VM i håndbold, hvor danskerne så endnu en gang skal forsvare deres titel.  De finder sted den 12.-29. januar 2023 i Polen og Sverige!  Så véd I det!



Comments

Popular posts from this blog

HUGUENOTTERNE - HVEM VAR OG ER DE ?

DAGEN I DAG: 4. AUGUST: OM EU-27 - HVEM ER DE EGENTLIG

KULTUR: OM ADOLPHE SAX - OG HANS SAXOFON