PETER VON SCHOLTEN - OG DANSK KOLONIPOLITIK

DEN 26. JANUAR:

I dag er valget faldet på den danske militærmand og general-guvernør PETER VON SCHOLTEN.  Han blev født i 1784 og døde på denne dag i 1854 i Altona ved Hamburg. Han var flere generationer tilbage ud af en tysk-reformert slægt fra Tecklenburg ved Münster. Han kom som ung fenrik med sin far til De dansk-vestindiske Øer i 1804. Da englænderne midlertidigt besatte øerne, var han en kort tid britisk krigsfange, men kom hurtigt tilbage til Danmark, hvor han fortsatte sin militære karriere. Han blev adjudant for én af kong Frederik VI’s nærmeste medarbejdere. I den egenskab var han med i den danske delegation ved Kiel-forhandlingerne i 1814, hvor Danmark efter alliancen med Napoleon måtte afstå Norge til den svenske konge. På vej hjem til København i januar 1814, var der hård isvinter, og kongen og hans følge måtte tage ophold et par dage på Sprogø i Storebælt. Her spurgte kongen sine medarbejdere, hvilke poster de gerne ville have som tak for hjælpen i Kiel.  Og Peter von Scholten bad – til alles forbavselse – om at få en post på De dansk-vestindiske Øer.  Det fik han og blev allerede i 1814 Veje- og Postmester på Sankt Thomas.  Han steg hurtigt i graderne og blev fra 1827 til 1848 generalguvernør for alle øerne, dvs. den øverste danske embedsmand.

Øerne havde på den tid omkring 37.000 indbyggere. Heraf var godt 32.000 slaver, der var købt i Afrika og fragtet til de Vestindiske Øer på dansk-norske skibe.  Imellem 1600 og 1848 blev i alt ca. 100.000 sorte slaver overført på denne måde. Det skete i den såkaldte Trekants-handel.  Skibene afgik fra København lastet med flintbøsser, ammunition og brændevin.  Med de varer betalte man høvdinge i Guinea ( nu Ghana ) i Vestafrika for slaver.  De blev så sejlet i løbet af en måned eller to ( ofte under usle vilkår ) over Atlanten til de Vestindiske Øer. Her blev de solgt til ejerne af øernes sukkerplantager.  Skibene fik i stedet især sukker med tilbage til København.  Den danske forfatter Thorkild Hansen har i sin trilogi ”Slavernes Kyst” fra 1967 beskrevet denne trafik i detaljer.   Og i  København blev sukkeret overført til pakhuse på havnen, ikke mindst Det vestindiske Pakhus ( fra 1780-81 ) og de to andre pakhuse lige ved siden af,  Det Gule Pakhus ( hvor jeg har boet i 8 år ) og Det Blå Pakhus ( der i øvrigt er rødt ).

Peter von Scholten boede som generalguvernør sammen med en farvet kvinde, Anne Heegaard ( datter af en frigivet slave og en dansk forretningsmand ).  Dette var ikke velset af øernes hvide befolkning. Men han fik kongens tilladelse til dette ægteskab ”til venstre hånd”.  Hovedbyen Charlotte Amalie på Sankt Thomas var i 1830erne Danmarks næststørste by med 10.000 indbyggere.   Vi besøgte byen i 2005.  Meget interessant – med danske gadenavne og også mange bygninger fra den danske kolonitid.

Danmark har ofte pralet af, at det var det første land, der afskaffede slaveriet. Det passer ikke. I 1792 vedtoges en lov on ”neger-handelen”.  Den forbød handel med slaver.  Ikke at holde slaver. Og den danske minister Schimmelmann var så ”fiks” på fingrene, at ordningen først skulle træde i kraft efter 10 år. Så kunne plantageejerne nå at indkøbe så mange slaver, at de havde nok til fremtiden ☹ 

Men hen imod midten af 1800-tallet begyndte flere slave-oprør at finde sted på øerne.  Peter von Scholten havde hele tiden været positivt indstillet på bedre forhold for slaverne. Han fik f.eks. lavet skoler til deres børn.  Også tilskyndet af Anne Heegaard. Og han var temmelig populær blandt slaverne. De kaldte ham Massa Peter.  Forbindelsen hjem til regeringen i København var langsommelig og besværlig. Derfor måtte von Scholten ofte på eget ansvar tage vigtige beslutninger. Og det gjorde han efter endnu et oprør i 1848.  Han frigav simpelt hen alle slaver på øerne – til stor utilfredshed blandt plantage-ejerne, naturligvis.  Men sådan blev det.  Da regeringen hørte om det, blev von Scholten straks kaldt hjem til København og anklaget for forrædderi og fradømt sin pension.  Højesteret endte dog med helt at frifinde ham.  Og han tilbragte sine sidste år hos sin datter og svigersøn, der boede i Altona, der fortsat var dansk indtil 1864. Her døde han i 1854.  Han har et særligt mausolæum på Assistens Kirkegård i København.

Og hvad skete der senere med De dansk-vestindiske Øer ?  De blev efterhånden en stor underskudsforretning for Danmark, der gerne ville sælge dem. I 1902 var en handel med USA tæt på at lykkes, men Landstinget forhindrede det.  Under 1. verdenskrig vendte USA tilbage til sagen og forlangte at købe øerne.  De var bange for, at de skulle falde i tyskernes hænder – måske i en byttehandel med Sønderjylland.  Og med den nyåbnede Panama-kanal ville dette militært være en katastrofe.   Danmark holdt en folkeafstemning om salget.  Det blev godkendt.  USA overtog øerne i 1917 – for et beløb på 25 millioner dollars.  Det svarer i dag til ca. 3 milliarder kr.  Til gengæld anerkendte USA Danmarks overhøjhed over Grønland.  

Øerne blev omdøbt til US Virgin Islands.  Og de er fortsat et særligt område, ikke en stat, i USA.  De har en enkelt repræsentant med begrænsede rettigheder i Repræsentanternes Hus i Washington.

Der blev i 1987 lavet en særlig film om Peter von Scholten – med Ole Ernst og Etta Cameron.   Se mere om filmen HER

Foto af Peter von Scholten: