PEBERNØDDER - VOR ÆLDSTE SMÅKAGE

DEN 20. DECEMBER:

I dag skal vi bage PEBERNØDDER.  Hvis der ikke er pebernødder, så bliver der heller ingen rigtig jul 😊   Det får mig lyst til at skrive lidt om dette ældgamle bagværk.

Pebernødder kommer som så meget andet omkring julen fra Tyskland. Helt tilbage i Middelalderen lavede man Pfeffernüssen.  Og de kom så ret hurtigt også til Danmark.  De var dog dengang meget anderledes end i dag.  Det er mest navnet, der er det samme!

Man kan sige, at de er vore ældste småkager. Dengang bagte man dem af rug- eller hvedemelsdej. For at give dem en skrap smag krydrede man dem med ingefær, kardemomme, nelliker og kanel.  Peber var meget dyrt og blev derfor sjældent brugt. Man havde ingen hævemidler såsom bagepulver og hjortetaksalt.  De blev normalt bagt i stenovnen i eftervarmen, efter man havde bagt brød.  Man kunne ikke som i dag regulere varmen. Så det betød, at de blev stenhårde – som nødder. Deraf navnet.

Hvor kommer peberet så ind i billedet ? Det gør det lidt efter lidt fra 1700-tallet.  Peber kommer især fra Indien, og førhen havde de arabiske købmænd monopol på at bringe det til Europa og sælge det her.  De tog kolossalt høje priser for det.  Man kaldte peber for ”det sorte guld”.  Men efter at den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama i 1497 fandt søvejen til Indien syd om Afrika, begyndte peberet at komme til Europa uden at de arabiske købmænd kunne blande sig længere.  Det kom så også pebernødderne til gode.   Men de mange andre krydderier blev – og bliver – fortsat også brugt.

PS: Der er stadig en langtidseffekt af, at peberet førhen var en dyr og sjælden vare. Det er f.eks. grunden til, at peberkværnen ofte ikke står på bordet på de pænere restauranter.  Den skal tjeneren belevent komme med for at spørge: Ønsker fruen eller herren peber ?  Og er svaret ja, så ”kværner” han eller hun elegant løs oven over retten.

Tilbage til pebernødderne:   Der er lige så mange opskrifter, som der er pebernøddebagere.  De smager (næsten) altid himmelsk.  Så når du sætter tænderne i dem om lidt i denne jul, så send en venlig tanke tilbage til Middelalderens tyskere, til Vasco da Gama og især til hende eller ham, der har bagt dem !

Her er et billede af mit 14-årige barnebarn ANNA MARIAs lækre pebernødder fra denne uge:



Comments

Popular posts from this blog

HUGUENOTTERNE - HVEM VAR OG ER DE ?

DAGEN I DAG: 4. AUGUST: OM EU-27 - HVEM ER DE EGENTLIG

MERE OM BISMARCK...