EUROPAs FORSVARS-SAMARBEJDE UNDER UDVIKLING

DEN 13. NOVEMBER:

Hvad går EUs forsvarssamarbejde ud på?

Det er et spørgsmål, der bliver mere og mere aktuelt i disse år.  Ikke bare fordi Trump brugte enhver given lejlighed til at skælde europæerne ud over, at de ”nassede på USA”. Men også fordi det er gået op for flere og flere europæere, inkl. de europæiske ledere med Macron og Merkel i spidsen, at Europa skal til at tage sig mere af sin egen sikkerhed i denne ustabile verden.   Og der ER skam allerede mange ting i gang.

Allerede i begyndelsen af 1950erne var der aktive bestræbelser i gang for at oprette et særligt europæisk forsvarssamarbejde. NATO var ganske vist oprettet i 1949. Men med Sovjets og Stalins konstante fremturen var man enige om, at der skulle gøres mere, især at det afrustede Vesttyskland også skulle bidrage. Man måtte finde en måde, så den nødvendige tyske genoprustning fandt sted i rammer, der var acceptable for alle. Første forsøg var Det europæiske Forsvarsfællesskab, EDC. Initiativtagerne var ”De Seks”, de lande, der allerede havde oprettet Det europæiske Kul- og Stålfællesskab fra 1952, også kaldet Kul- og Stålunionen. Det var Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Luxembourg og Vesttyskland. EDC blev ratificeret af de deltagende landes parlamenter undtagen i Frankrig. Det var blevet 1954. Stalin var død, Korea-krigen slut, og gaullisterne og kommunisterne var stærke i det franske parlament. Så planerne faldt.  I stedet fandt Vesttysklands genoprustning sted fra året efter med landets optagelse i NATO.

I de næste mange år fandt stort set alt forsvarssamarbejde sted i NATO. Først i 2004 besluttede EU-landene ( undtagen Danmark ) at oprette European Defence Agency. Det var et mellemstatsligt samarbejde for at fremme samarbejdet på forsvarsområdet.

EUs Lissabon Traktat fra 2009 startede et samarbejde om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men det var i realiteten først fra slutningen af 2016, at der virkelig skete noget. Putin havde med annekseringen af Krim og oprøret i det østlige Ukraine gjort Europa nervøs.  Og med valget af den mere indadvendte Trump som præsident i USA (”America First” ) var man enige om, at nu måtte europæerne gøre noget konkret for at styrke deres forsvar.

Resultatet blev PESCO  ( Permanent Structured Cooperation ) inden for EU traktaternes rammer. Det er altså en del af EU.  Alle EU lande undtagen Danmark, Storbritannien (indtil dets udtræden af EU i 2020 ) og Malta deltager. Herunder også de neutrale lande Finland, Sverige, Irland, Østrig og Cypern. Kort fortalt går PESCO samarbejdet ud på:

Enhance cooperation; increase investments; join forces ; do things together ; spend together ; invest together ; buy together; act together.

Man er enige om ialt 17 konkrete, fælles projekter, der allerede er i gang.

EU-landene brugte i 2015 ialt 203 milliarder € på forsvaret.  Man regner med, at PESCO samarbejdet med tiden kan spare mellem 25 og 100 milliarder € af disse udgifter.

Fra 2017 har man også startet en fælles European Defence Fund på 5,5 milliarder € pr. år. Herigennem vil man i fællesskab styrke bl.a. defence research, innovative defence initiatives – i det hele taget bruge pengene bedre.

Samtidig har EU landene gennem dette forsvarssamarbejde over de sidste 15 år stået for mere end 30 civilie og militære fredsskabende og fredsbevarende projekter rundt omkring i verden. Lige nu ( efterår 2018 ) er der 6 militære og 10 civile projekter i gang – med ca. 4.000 personer direkte involveret.

Så kan man spørge: Giver det ikke konflikt eller i hvert fald overlapning med, hvad NATO gør?  Ialt 21 EU-medlemmer er også medlem af NATO.  Svaret er nej.  Der koordineres meget aktivt mellem de to organisationer. Og så sent som i juli 2018 blev den nyeste fælles EU-NATO erklæring underskrevet til alles tilfredshed.

Logo for EUs forsvars-samarbejde: