TILLYKKE TIL FN MED DE 75 ÅR !
DEN 24. OKTOBER:
Der er
hver dag nogen, der har fødselsdag. Det synes jeg er vigtigt at markere. En fødselsdag
er ikke nogen ligegyldig dag. Derfor gør jeg mig umage for hvert år at sende
min personlige hilsen til mine venner - og veninder – på deres fødselsdag.
I dag
er ingen undtagelse. Det er FNs fødselsdag. De forenede Nationer, som er
organisationen for stort set alle verdens lande. Hjertelig tillykke med de 75
år !!
FN blev
oprettet lige efter 2. verdenskrigs ragnarok. Formålet var og er at: 1)
vedligeholde fred og sikkerhed i verden; 2) at udvikle venskabelige forhold
mellem nationer; 3) at sikre overholdelsen af menneskerettighederne; og 4) at
arbejde for hjælp til de fattigste dele af verden.
Det var
i 1945 ialt 51 lande, der sammen oprettede FN.
Herunder var ”vore” lande Belgien, Danmark, Grækenland og Australien
med. Der er i dag ( 2020 ) ialt 193
medlemslande. FNs hovedsæde ligger i New
York.
I
øvrigt havde jeg selv fornøjelsen af at være med til fejringen af FNs 20 års
jubilæum. Det blev holdt i 1965 i San Francisco, hvor FN Pagten i sin tid blev
underskrevet af stifterne. Det var meget
interessant at være med til. Daværende
præsident Lyndon B. Johnson var en af hovedtalerne. Og hvorfor var jeg med dér? Fordi jeg var aktiv med i WAWF, World Association
of World Federalists – på dansk: EEN VERDEN.
Vi arbejdede for, at FN skulle udvikle sig til en verdensregering. Og vi var ikke bare en lille flok forpjuskede
studenter. I Danmark var f.eks. over
halvdelen af Folketingets medlemmer med dengang.
Hvad
var så det nye ved FN i forhold til Folkeforbundet, som var landenes ”forening”
i mellemkrigstiden? Et Folkeforbund,
som initiativtageren USA aldrig blev medlem af, fordi Kongressen nedstemte USAs
deltagelse. En af de store nydannelser
var Sikkerhedsrådet på nu 15 medlemmer.
Det har i FN Traktaten mandat til at gribe ind i en hvilken som helst
konflikt verden over, også militært, hvis der er flertal for det og hvis ingen
af de fem permanente medlemmer, USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina,
stemmer imod. En lille personlig politisk-filosofisk
bemærkning: det kan man da for alvor
sige er afgivelse af suverænitet ( som diskuteres så meget og så uforstandigt i
disse år ☹ ). Ved en sådan beslutning har de
178 FN-medlemmer, der ikke sidder i Sikkerhedsrådet, ingen indflydelse
overhovedet. Men de er forpligtet til at rette sig efter beslutningen. Og det er efter min mening godt. Det er den eneste måde at få så stor en
forening til at fungere på.
Har FN
så været en succes ? Det er der mange
meninger om. Man gør nok i den forbindelse klogt i at huske Eisenhowers ord om
at ”menneskeheden ikke er bedre end mennesker!”. Det er klart, at FN har været en succes på
mange måder – både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt. Det er bare ikke effektivt, dvs. en succes,
hvis dets arbejde og initiativer for alvor kommer på tværs af en af de fem stormagter i
FN. Eller hvis der ikke kan samles den
nødvendige politiske vilje til at tage fat på et vigtigt problem. Alligevel står det klart, at især i vor nutidige globaliserede verden, der nærmest er en landsby på verdensplan, er man
nødt til at have en organisation, hvor alle er med. Så hvis FN ikke fandtes,
var man nødt til at opfinde det. Det er
vel også kun Trump, der på sin ”særlige måde” bekæmper meget af det, FN står
for. Og det er i disse tider nærmest et
adelsmærke at få kritik fra den kant ! Så kan det ikke være helt forkert, det
man gør !
FN har 17
særorganisationer, der tager sig af særlige samarbejdsområder. De mest kendte
er nok UNESCO (uddannelse og kultur), UNICEF (børn), WHO (sundhed), UNHCR (flygtninge
– hvor Poul Hartling var chef engang), Verdensbanken og Valutafonden.
En del
af FN og dets særorganisationer ligger mange steder i verden. I København har
FN Byen i Nordhavn kontorer for 11 af FNs særorganisationer – med 1.200
medarbejdere fra 104 lande. I Bonn
ligger UN Campus med 18 FN-organisationer repræsenteret og med ca. 1.000
medarbejdere. Det er især her, at FNs
arbejde på klima-området finder sted.
Hele FN
ledes i dag (2020) af den tidligere portugisiske statsminister Antonio
Guterres. De første generalsekretærer
var nordmanden Trygve Lie og svenskeren Dag Hammarskiöld. Senere
har der været adskillige ledere fra det meste af verden. Nogle ”med pil opad og
andre med pil nedad”!
Igen: Et STORT og FREDFYLDT TILLYKKE TIL FN, dvs.
til os allesammen, på denne dag!
Foto: FNs logo:
Comments