HVOR ER DANMARK HENNE I SIN EU-POLITIK ?

DEN 4. OKTOBER:

I forgårs skrev jeg om 48-års dagen for den danske folkeafstemning i 1972, der sagde et klart JA til Danmarks medlemskab af EF, nu EU.  Og jeg lovede at komme tilbage til, hvordan det så er gået siden.

Der er stort enighed blandt alle i Danmark om, at EU har kolossal stor betydning for Danmark. Politisk, økonomisk, sikkerhedsmæssigt, handelsmæssigt, værdipolitisk, kulturelt og praktisk.  Det er her, vi er sammen med vore nærmeste venner med nogenlunde samme interesser som os.

Mange spørger samtidig sig selv: Hvad vil Danmark egentlig med Europa?  Hvad er de danske ideer og tanker om EUs videre udvikling i de kommende år?  Hvorfor giver Danmark ofte indtryk af at hoppe fra sten til sten, når der skal tages vigtige beslutninger? Hvor er den langsigtede strategi?

Kan det skyldes, at stort set ingen danske politiske partier bruger seriøse kræfter på løbende at lave planer for, hvordan de ønsker, at Europa skal udvikle sig?

Det er naturligvis ikke gået upåagtet hen, at Danmark efter UKs udmeldelse nu er det eneste medlemsland med vigtige undtagelser fra EUs regler – undtagelser, der vel at mærke er på områder, der har større og større betydning i EU-samarbejdet.

Der er ellers udfordringer nok – store problemer, der presser sig på og i Europas klare interesse kræver, at Europa holder sammen og gør sin klare røst og indflydelse gældende. Man behøver blot at nævne Trump, Putin, Erdogan, Kina, Brexit, behovet for at styrke EURO-samarbejdet, flygtningesituationen, klimaet, medlemslandenes overholdelse af EUs regler om lov og ret, andre landes ønsker om medlemskab af EU, osv. osv.  Smørrebrødssedlen er imponerende lang.

Hvor kan man læse om den danske langsigtede politik på disse områder?

Det er ikke nok at sige og at prøve at finde nye venner i EU.  Man skal naturligvis have noget at være venner om. Hvad?

Professor Marlene Wind på Københavns Universitet havde den 1. oktober et vægtigt indlæg i Berlingeren om samme vigtige emne.  Her er et lille uddrag:

Danmark har i dag hverken venner i EU eller en europapolitisk strategi. Det er der to meget gode grunde til, og det virker ikke, som om regeringen har en interesse i at ændre det faktum. […] Det har ellers ikke skortet på udenrigsministerielle forsøg på - både under den sidste og nuværende regering - at skaffe os nye venner efter briternes farvel. Men eftersom vi nu er de eneste tilbage med permanente EU-forbehold, er det måske ikke så underligt, at de andre ser bort fra os, når der skal dannes alliancer. […] End ikke når vores vigtigste marked, Tyskland, skifter kurs og sammen med Frankrig foreslår en stor økonomisk genopretningspakke efter corona, kan vi mande os op til andet end nidkært at fokusere på den formelle EU-saldo. […] Visioner er der heller ikke nogen af, når det gælder EU-Kommissionens nye migrationsudspil. Den forventede automatreaktion kom promte: Danmark vil naturligvis ikke være solidarisk med andre end sig selv. Eller rettere: Vi vil meget gerne vedblive at kunne sende asylansøgere tilbage til de overfyldte og uhumske lejre, de først ankommer til, men vi vil meget have os frabedt at tage nogen retur. […] I stedet for kun at fokusere på dem, vi ikke vil have til Europa, skulle vi måske overveje, hvordan vi får fat i dem, vi gerne vil have kommer og bidrager til velfærdsstatens opretholdelse.”