DEN NYE CORONA-SITUATION HER I BELGIEN

DEN 26. OKTOBER:

Flere har spurgt mig om den nyeste CORONA situation her i Belgien.  Eller COVID-19, som den kaldes her.  Det er en forkortelse for Corona Virus Infection Desease – og 19 står for, at den startede i 2019. 

Den korte version af mit svar er:  Det går ikke så godt ( som vi ville sige i Jylland ). Eller på københavnsk:   Det går vanvittig dårligt.  

Smittetallene stiger voldsomt hver dag for tiden. Indtil i går var 305.315 personer i Belgien blevet smittet.  Antal indlagte på de 105 hospitaler stiger også så kraftigt ( 349 dagligt i den sidste uges tid ), at de har måttet udsætte mange andre ikke-livstruende operationer.  Og antallet er døde var i går ialt 10.737.  Dette tal stiger ikke længere voldsomt.  Sygdommen er også her noget mindre aggressiv end i første fase.

Derfor har vore myndigheder i slutningen af sidste uge taget en række skrappe modforanstaltninger, der foreløbig varer mindst 1 måned – for nogles vedkommende til den 2. januar – eller længere. Og vor nye statsminister siger, at vi må regne med, at situationen fortsætter i en eller anden form mindst til næste sommer.  Vor tidligere statsminister Sophie Wilmès er iøvrigt indlagt på intensiv med virussen.

De vigtigste nye foranstaltninger er:

·       Vi må kun se 1 person tæt pr. måned. Og det skal være den samme person  ( man kan kalde det ”kramme-personen” )

·       Man må derudover højst være sammen med 4 personer uden for sin husstand

·       Cafeer, barer og restauranter er alle lukket

·       Der er udgangsforbud overalt i landet om natten. Her hos os i Wallonien og i Bruxelles gælder det fra kl. 22.00 til kl. 06.00. Bøder for at bryde det er på mindst 350 € ( 2.600 kr )

·       Der er pligt til at bære maske i offentlig transport, i alle forretninger, på genbrugspladser, osv.

·       Det offentlige har uddelt gratis masker til alle i landet.

·       I Bruxelles er der nu pligt til også at bruge maske, så snart man er uden for sin bolig.

·       Hjemme-arbejde ( tele-working ) er hovedreglen alle steder, hvor det er muligt.  I Bruxelles er det fra nu obligatorisk.  Det gælder naturligvis ikke f.eks. bus-chauffører, bygge-håndværkere, frisører, osv.

·       Man må kun være 1 person fra hver familie i butikkerne, når man handler ind.

·       På plejehjemmene må hver beboer kun få besøg af 1 person – og det skal hele tiden være den samme.

Og alle kulturinstitutioner, inkl. Sport- og fitnesscentre er lukket.

Myndighederne siger klart, at formålet med alt dette naturligvis er at begrænse og til sidst fjerne smittespredningen.  Og det er også at gøre det yderste for at forhindre en ny total nedlukning af landet som i foråret.  Men det kan naturligvis blive nødvendigt i den sidste ende.     Nu vil man se tiden an for at vide, hvordan de nye regler virker. Man bør ikke hver anden dag ændre strategien, som statsministeren siger.  Og man sigter også mod, at reglerne er meget let forståelige.  Og der gøres en meget stor indsats for at kommunikere omkring reglerne.  Der er en daglig pressekonference med fagfolkene. Der er en særlig officiel hjemmeside på 4 sprog, som enhver kan konsultere:

https://www.info-coronavirus.be/en/    

Og vi har alle fået tilbudt en gratis app til vore smartphones  ( Coronalert ), som giver mulighed for at vide, når og hvis vi er tæt på en smittet person.

Om vi er nervøse og bekymrede ?  Nej, egentlig ikke. Men vi er meget påpasselige.  Vi holder os for os selv. Sagt på en anden måde:  Vi kan snart ikke huske, hvordan andre mennesker ser ud !   Nå, spøg til side. Som glade, rørige og raske seniorer er vi ikke blandt de mest generede af virussen.  Det er naturligvis dem, der er nødt til at gå på arbejde, i skole ( som vel også er en slags arbejde 😊 ) eller på anden vis møder mange mennesker.   Og så får vi lavet mange ting, som vi længe gerne ville i gang med.  Det er én af de positive sider af situationen !

Logo for corona-faren: 



Comments

Popular posts from this blog

HUGUENOTTERNE - HVEM VAR OG ER DE ?

DAGEN I DAG: 4. AUGUST: OM EU-27 - HVEM ER DE EGENTLIG

MERE OM BISMARCK...