DEN 3. OKTOBER:: FESTDAG FOR TYSKLANDS GENFORENING
DEN 3. OKTOBER:
I dag
er det 30 år siden, at Tyskland blev genforenet. Det havde været splittet
mellem Vesttyskland ( BRD ) og det kommunistiske Østtyskland ( DDR ) siden 2.
verdenskrigs afslutning – og siden 1949 som to stater.
For
alle os, der havde besøgt de to lande mange gange, var det noget helt særligt.
Jeg var selv første gang i DDR i 1964, tre år efter murens bygning. Det var i
forbindelse med en stor europæisk ungdomskongres i Duisburg. Senere var jeg der
flere gange i forbindelse med mit rejsebureau APOLLON, hvor vi også sendte danske
grupper på besøg i Østtyskland og især sendte dem igennem landet på vej til og
fra Prag. Magen til bøvl og bureaukrati
skulle man lede længe efter ☹ Og
alt vi så var gråt og ofte forfaldent. Østtyskerne turde ikke snakke med os fra
Vesten. Og i butikkerne var tomme hylder den mest udbredte vare.
Da
frihedstrangen for alvor trængte sig på fra 1988-89, var der helt andre boller
på suppen. Jeg var blevet direktør i
Kommissionen i Bruxelles og blev meget involveret i kommunikationen om og til
østtyskerne. Da de berømte store mandagsdemonstrationer startede i Leipzig,
blev vi inviteret til at være med for at opleve det – og for at levere
Europa-flag til demonstrationerne. Jeg
var selv med ved to af demonstrationerne og kan stadig føle angsten/spændingen
om, hvorvidt DDRs sikkerhedsstyrker ville gribe ind. De befandt sig i
sidegaderne i stort tal. Men intet skete.
Alle husker slagordet fra demonstrationerne: Wir sind das Volk ! ( Vi er folket ). Jeg oplevede også, da demonstraterne brød
ind i Stasis ( Statssikkerhedstjenestens ) hovedkvarter i Østberlin og smed
møbler og især papirer ud af vinduerne. Jeg har stadig nogle af de papirer, vi
fandt på gaden bagefter.
Selve
Murens fald den 9. november 1989 var naturligvis det helt afgørende vendepunkt.
Jeg var i byen få dage efter. Jeg fik også min del af Muren. Ligesom tusinder andre hakkede jeg større og
mindre stykker af den forhadte mur. Jeg
lejede en stor hammer af en østtysker for 10 DM i en halv time. Det ”erobrede” murstykke er stadig et af vore
bedste klenodier på vor væg i stuen.
I den
følgende fase havde vi fra EU-Kommissionens side mange møder med de nye
østtyske myndigheder – ikke mindst om nødhjælp og om overgangsordninger. Den unge og charmerende østtyske
udenrigsminister, Petra Erler, var en af vore forhandlingspartnere. Hun blev
senere en af mine kolleger og venner i Bruxelles.
Og så
kom den store fest den 3. otober 1990, hvor genforeningen var trådt i kraft og
blev fejret. Det var denne lejlighed, at
fhv. forbundskansler Willy Brandt sagde de kendte ord: Nun muss zusammenwachsen, was zusammen
gehört ( Nu må det, der hører sammen,
vokse sammen! ). Og forbundskansler
Helmut Kohl talte om, at Østtysland nu ville blive Blühende Felder ( Blomstrende marker ).
Der er
løbet meget tysk øl i halsen siden dengang.
Men der er bestemt god grund til at fejre den historiske begivenhed. Som den tidligere tyske præsident Joachim
Gauck ( selv østtysker ) udtaler i dag: Vi
kan måske tilgive mange af folkene bag det østtyske regime. Men vi kan aldrig godkende diktaturet fra
dengang!
Se mere
om genforeningen fra den engelsksprogede TV station Deutsche Welle:
https://www.youtube.com/watch?v=iNAxfWCwDsw
Kort over Tyskland – de blå områder er delstaterne i det
gamle Vesttyskland og det røde det kommunistiske Østtyskland:
Comments