OM ITALIEN: BIDRAGER ITALIEN TIL DANMARKs EU-RABAT ?

I dag skal det handle om ITALIEN.  Jeg viderebringer en meget vægtig analyse af landet - skrevet af min gamle ven og scient.pol kollega, POUL BREYEN:

Bidrager Italien til Danmarks EU-rabat?

Italien er et af de rigeste lande i verden. Nr. 9 ifølge den danske ambassade i Rom. Desuden er Italien nettobidragyder i EU, altså den årlige check der sendes til Bruxelles fra Rom er større end de penge der sendes fra Bruxelles til Rom (Tyskland er den største bidragyder til EU-budgettet, med en andel på omkring 24 procent. Frankrig tegner sig for 16 procent og Italien for knap 12 procent). I øvrigt er Italien et af de lande i verden, sammen med Kina og Japan, hvor opsparingen er højest og samtidig er det et land, hvor flest ejer deres egen bolig. Altså er opsparingskvoten høj (langt højere end i Danmark), via bl.a. ejerskab af egen bolig og opsparing ”under madrassen”. Da Berlusconi blev ”fyret” som statsminister i november 2011 steg andelen af italienere der købte statsobligationer (større tillid til staten) og afstanden i rente mellem de tyske og italienske statsobligationer faldt drastisk (”spread”). I dag ligger spread på ca. 145, mens under Berlusconi var den på over 6-700. Altså er tilliden til den nuværende regering langt højere end under Berlusconi og forrige regering med Lega og Salvini!

Andre myter om Italien er at italienerne ikke betaler skat: skattetrykket er på ca. 43% (Danmark ca. 48%). Desuden har man siden begyndelsen af 1970’erne (som i Danmark) indført kildeskat. Da langt de fleste italienere er almindelige lønmodtagere, kan de fleste ikke slippe for at betale skat. Kun de rigeste og fattigske betaler ikke skat, men af vidt forskellige årsager! At italienere skulle holde lange siestaer er også hørt i den danske debat. Ikke korrekt! Siden 70’erne har italienerne haft ”Orario continuato”, og ved lov siden 2003, både inden for den offentlige og den private sfære. Altså at man ikke kan nå at komme hjem i frokostpausen, men den indtages på eller tæt på arbejdspladsen.

Alderdomspensionsalderen er i øvrigt på 67 år, dog skal man mindst have arbejdet til man er 62 år og bidraget til pensionskassen (INPS) i 38 år for at kunne gå på pension som 62-årig. Alle dem som ikke har bidraget til INPS må vente til de 67 år. De får mellem 350 og 500 euro udbetalt om måneden i folkepension. Meget få kan gå på pension tidligere end de 62 år, dels på grund af meget fordelagtige kontrakter (som er ved at blive revideret inden for det offentlige) eller meget hårdt arbejde, hvor bidragsårene tæller ”dobbelt”. I snit er pensioneringsalderen i Italien (som næsten har lige så mange ordninger som vi kender i Danmark!) omkring de 62 år – lige som i Danmark. Det politikere har skullet slås med (lige som i Frankrig) er at levealderen i landet er steget markant siden afslutningen af 2. verdenskrig. Derfor lave pensionsaldre i begge lande. I dag lever italienerne løngere end danskere, derfor skal pensionsalderen op, men det møder en naturlig modstand i landet!

Det italienerne specielt og ”uforskyldt” har måttet betale for, via de offentlige kasser, i løbet af de seneste 5 år er dels en massiv ”invasion” af migranter over Middelhavet: flere hundrede tusinde i løbet af 2015 (grænserne til Frankrig, Svejts og Østrig har nærmest været hermetisk lukkede siden da, selv om migranterne ville til Europa og ikke nødvendigvis alene til Italien!). Andet forhold som har berørt landets økonomi er jordskælv, som har ramt og ødelagt store dele af landet, med krav om dyr genopbygning. Tredje forhold er naturligvis Corona/Covid-19, som har ramt landet i meget alvorlig grad. Det koster også mange offentlige penge!

Altså tre forhold, migration, jordskælv og Corona, som har belastet de offentlige kasser i alvorlig grad, på trods af at ingen italiensk regering kan gøres ansvarlig for dem! Og så må vi ikke glemme ”finanskrisen”, som fortsat præger italiensk og europæisk økonomi.

Derfor har alle italienske regeringer siden 2015 og uanset partifarve bedt om solidaritet af den internationale verden, men specielt EU, som man er medgrundlægger af – og nettobidragyder!

Nu er nogen hjælp givet af fællesskabet – også Danmark. Og naturligvis skal al hjælp ”bogføres og forsvares/forklares”, når det bliver anvendt. Det gælder også i Italien, som allerede er begyndt i det nationale parlament at lave planer for pengenes anvendelse. Disse planer skal så godkendes ud fra de kriterier og krav som EU, herunder Danmark, har opstillet. Bemærk at disse ”genopretningspenge” går også til andre hårdt ramte lande, som Frankrig, Spanien, Grækenland – og Tyskland (som, bl.a., har sinket midlertidigt MOMS og skatter, for at lette en ”genstart”, efter Corona, af den tyske økonomi).

Alt i alt synes det ganske rimeligt at italienerne, med baggrund i forhold som de ikke selv er skyld i (migration, jordskælv og Covid-19), beder om international solidaritet, som helst ikke kun skal komme fra Kina, Cuba, Albanien m.fl. eller ubrugelige respiratorer fra Danmark…

Italien har aldrig i alle disse år bedt om økonomisk hjælp fra IMF, Verdensbanken, eller EU og ECB, den europæiske centralbank. Som man siger i Italien: vi er ikke noget fattigt land (læs Grækenland). Vi er et af de rigeste lande i verden (med i G7, G20, tredje største økonomi i EU, m.v.), så vi beder ikke om ”fattighjælp”, men om solidaritet i forhold hvor vi er ganske ”uskyldige” og hårdt ramt.

Og når de selv er nettobidragyder i EU (Danmark har været det i de sidste 20 år af de 47 vi har været medlemmer af EF/EU), burde det ikke være svært at give også dem en ”rabat” på deres bidrag til fælles kassen! Pengene skal nok komme tilbage mange gange: italienerne er begejstrede for danske produkter!

 

Poul Breyen

Cand.scient.pol.

Tdl. Ekstern lektor i italienske samfundsforhold på CBS

Foto af Italien: