VIDEN ER FRYGTENS OG HADETS VÆRSTE FJENDE !
DEN 3. AUGUST:
Viden er frygtens og hadets værste fjende ! Hvis man ikke ved noget, bliver man let
bange. Og man hader oftere det, man ikke kender til. Derfor drejer sig i et ordentligt samfund om
at sørge for, at folk ved noget om det, der er vigtigt.
Den uvidende kommer også tit til at se alting i sort eller hvidt.
Ligesom den totalt farveblinde, der også kun ser tingene i sort og hvidt.
Det er ødelæggende og farligt.
Se bare til dagens USA.
Det er en overbevisning, jeg altid har haft. Derfor har det været meget vigtigt for mig i
mit EU-arbejde gennem snart 50 år at gøre alt for, at folk vidste så meget som
muligt om netop Europa og EU.
Det tænker jeg meget på i denne tid, fordi jeg er ved at skrive om mine
oplevelser med dette arbejde. Lige fra dengang vi i 1970erne arrangerede en
togudstilling, der igennem tre måneder kørte fra by til by. I 1980erne, hvor vi
i starten lavede midlertidige lokale kontorer i mange byer landet over ( EF i
Aalborg, EF i Haderslev, EF i Næstved, EF i Odense, osv. Og hvor vi fra midten af 80erne startede
talerkorpset TEAM 92 , senere TEAM EUROPE, med kyndige folk, der kunne og ville
fortælle om EU på møder og konferencer. Samt fra 1990erne, hvor vi startede den
gratis telefonservice over hele Europa, EUROPE DIRECT, hvor man ved at ringe på
det samme nummer 00800 6 7 8 9 10 11
kunne få informationer om hvad som helst fra sin egen telefon. EU er ikke længere væk end den
nærmeste telefon, var mottoet.
De to sidste tjenester findes den dag i dag.
En af de mange stimulerende oplevelser i dette arbejde har været, at
nogen råber: Hold op med al den EU propaganda! Pudsigt nok er det især blevet
sagt af folk, der var imod EU og ikke ønskede at blive informeret, så deres
indre verdensbillede blev forstyrret ☹ De har ikke forstået og vil måske ikke forstå,
at information/kommunikation handler om at FORKLARE. Ikke om at forsvare. Det er
politikernes opgave. Det er en hårdfin
balance, som så at sige skiller fårene fra bukkene i kommunikation. Den gode kommunikator skal – også for at
sikre sin troværdighed – holde sig til HVORDAN. Og ikke vove sig ud på det
politiske felt HVORFOR. Det er kunsten.
Det er dét, der altid har fascineret mig. Og det vil jeg blive ved med
at gøre, så længe jeg kan tygge et blødkogt æg 😊
Hermed en lille illustration fra arbejdet gennem årene:

Comments