TANKER VED EN NÆR VENS DØD

 

DEN 26. AUGUST:

TANKER VED EN NÆR VENS DØD

Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen

 

Det startede altsammen i Bruxelles. En af Liselottes gamle kolleger og venner fra København ville komme på besøg hjemme hos os. Jeg kendte ham ikke. Men jeg lovede at opføre mig så pænt som muligt. Om det lykkedes, ved jeg ikke. Men hvad jeg ved er, at det blev starten på et langt og nært venskab.  Mens Liselotte kokkerede i køkkenet, forsøgte jeg at underholde vor nye gæst inde i spisestuen, formentlig i selskab med et glas god vin.  Og inden nogen kunne nå at tælle til ti, fandt vi ud af, at vi begge havde gået på Viborg Katedralskole. Ganske vist ikke på samme tid, men næsten. Og derfor var vi blevet ”ramt” af mange af de samme lærere.  Verden er lille.  Liselotte fortsatte sine gøremål ude i køkkenet og ærgrede sig vist nok på en måde over, at nu var det endelig én af hendes venner, der kom på besøg. Og så gik det hele straks op i højlydt snak om Viborg, hvor hun ikke kunne være helt med.

Min nye ven hed Kaj. Kaj Handberg. Og vort hyggelige træf over dette første glas vin er heldigvis blevet til mange, mange flere. Både af træf og af vin.

Vi startede med flere gemytlige og givende besøg hos hinanden.  Kajs søde kone, Benthe, også fra Viborg, var ét af hans mange trumfkort.  Og inden længe startede vi sammen med et andet fælles vennepar fra Aalborg, Else og Ernst Trillingsgaard, en fælles rejse- og oplevelsesklub.  Vi døbte den Bedemandsklubben.  Ikke fordi vi var specielt flittige til at bede 😊  Men fordi vi af arbejdsmæssige grunde normalt henlagde vore fælles togter til bededagsferien – i hvert fald i starten.   Det er faktisk i årenes løb blevet til 20 Bedemandsture – til næsten alle hjørner og kroge i Europa – og i Danmark.

Når man på denne måde er tæt sammen i mange situationer, oplever man en masse. Ikke mindst også med Kaj. Hans aktive interesse for alt, hvad han så og oplevede, kombineret med hans særlige stille humor var alle dage en fornøjelig og givende oplevelse. Og af og til med helt uventede og muntre konsekvenser. Som dengang han på en hyggelig lokal bæverding i Bouillon i Belgien var tæt på at slå en gammel dame i baren ihjel. Ikke med vilje, men med det kakkelovnsrør, han kom til at hive ud af væggen, da han svingede sig på plads inde i det lille lokale. Eller som da han i en bjerglandsby i Italien kom kørende ind igennem restauranten, mens Ernst og jeg var på udkig efter en parkeringsplads. Vi kunne ikke finde nogen P-plads, men vi kunne finde to øl. Og pludselig blev freden afbrudt af Kaj, der stille og roligt kom kørende ind imellem barens borde og stole, dog altsammen udendørs.   Eller da han – i sit pæne og velsiddende tøj som altid – pludselig rejste sig op under en fodboldlandskamp i Bruxelles mellem Belgien og Danmark og råbte med høj forarget stemme Bonderøv af en belgisk spiller.  Eller som da Kaj i Epernay i Champagne på et lokalt marked købte en gammel fransk politikasket, der straks til stor moro for de lokale  blev brugt til at dirigere trafikken. Eller som dengang Kaj var i Bruxelles med Christian IV’s Laug fra Aalborg. Han var næstformand i Lauget, vel én af de ældste i bestyrelsen. Og da formanden under Laugets optræden på Bruxelles gamle rådhus ville introducere deres unge kasserer med ordene:  Og nu vil jeg gerne bede vort Laugs smukke, unge kasserer præsentere sig, så rejste Kaj sig med lynets hast op – til hele forsamlingens store morskab. Eller som da Benthe holdt damefrokost i Rebild på sin fødselsdag. Liselotte var en af gæsterne, og jeg var med som chauffør. Den situation løste Kaj ved at planlægge en flot vandretur for os to ud igennem Rebild Bakker.  Og for at tørsten ikke skulle overmande os totalt på turen, havde Kaj på forhånd udlagt passende depoter forskellige steder på ruten.  Og mens vi sammen gav disse depoter en passende opvartning, fik jeg Kajs livlige fortælling om egnen og de særlige typer, der i tidens løb havde boet og gebærdet sig på de kanter. Herunder kendte lokale krybskytter og selveste Røverne fra Rold.

Som ægte kimbrer glædede det mig naturligvis, at Kaj også (næsten) var kimbrer.  Han vidste i hvert fald en gruelig masse om mine forfædre.  Og han boede tilmed på Cimbrervej – meget tæt på den berømte kimbrersten, hvorfra ”vi” med stor energi og erobringslyst drog afsted mod selveste Rom i 101 f.Kr. !  Så meget bedre kunne det næsten ikke blive!

Dette er bare et lille udsnit af vore mange fælles oplevelser gennem flere årtier. Og det er kun lidt af alle de oplevelser, som Kaj uden min hjælp og deltagelse havde haft. Som hans imponerende to ene-mands-ture fra Chicago til Californien. Hver gang i en kæmpe camper ( også kaldet et motorhome ), som han mod begrænset betaling påtog sig at køre fra fabrikken i Chicago til forbrugerne på vestkysten af USA.  At høre ham berette om disse flere uger lange ene-ture var næsten som selv at være med.  Han sendte os endda fra hver tur af og til en video fra oplevelserne.  Ganske vist stod optagelserne en gang i mellem på hovedet. Men det gjorde ikke oplevelsen mindre 😊

Kaj var også en meget erfaren og aktiv balut-spiller.  Jeg ved ikke meget om dette terningespil, der er opfundet af en amerikansk soldat på Filippinerne. Men jeg ved, at det er meget populært blandt danske erhvervsfolk verden rundt. Og Kaj var i mange år en meget aktiv – og helt sikkert munter deltager verden rundt i dette særlige spil.

 

Nu var det selvsagt ikke altsammen sjov og underfundigheder omkring Kaj. Han var en meget erfaren og engageret turistmand – først i Danmarks Turistråd og senere i mange år som turistchef i Aalborg. Der var næsten ikke det hjørne af et af Danmarks vigtigste erhverv, turismen, Kaj ikke kendte og bidrog aktivt til.  Stille og rolig, men hele tiden med øje på bolden. 

Samtidig var han hele tiden et meget positivt menneske, der interesserede sig aktivt for livet, herunder for andre mennesker.  Han havde sine meningers mod – og heldigvis, da. Men han ville gerne diskutere dem med åbent visir. Og gerne høre på andres synspunkter og argumenter. Det kunne mange godt lære af.

Som jeg gennem mange år oplevede Kaj var han hele vejen et helstøbt menneske, som man kunne stole på.  En vennernes ven – altid klar til at hjælpe og give råd.  Dertil kom hans søde familie, Benthe, de tre børn og børnebørn. Vi har haft fornøjelsen af at møde dem og nyde deres selskab.

Nu er Kaj ikke mere. Og det er vi meget triste over.  Som man altid er, når ens nærmeste familie og venner ”rejser videre”.    Og så alligevel.  For os lever Kaj videre.  Ikke for at blande os i religiøse anliggender. Men for os er det evige liv faktisk allermest de mange minder og fælles oplevelser, man har haft med andre mennesker. Dem kan ingen tage fra os.  De er evige.  På den måde lever Kaj videre – i hvert fald for os.  Og det er dejligt – og dejligt givende og stimulerende.

Tak for det altsammen, Kaj.

Foto af Kaj Handberg: