OM BISMARCK - HVAD VAR HAN FOR EN STØRRELSE ?

DEN 8. JULI:

Bismarck er et navn, der får de fleste danskere til at rynke panden og automatisk tænke, at han var da en grumme karl, der ville alt og alle noget ondt.  Sådan er der heldigvis få mennesker, der er. Og det var Bismarck trods alt heller ikke. Jeg har i dag lyst til at fortælle lidt om ham og hans gøren og laden.

Otto von Bismarck var en tysk politiker, der dominerede tysk og europæisk politik i anden halvdel af 1800-tallet. Han var ud af en preussisk adelsslægt og blev født i 1815 – kun et par måneder før Napoleon led sit afgørende nederlag i Waterloo. De to begivenheder havde nu ikke meget med hinanden at gøre – og dog...

Efter en karriere som jurist og diplomat trådte han for alvor ind på den politiske scene i Prøjsen i 1862. Han blev landets statsminister. Og han gik straks i gang med at gennemføre sine vigtigste politiske mål, nemlig at samle Tyskland, der dengang var opdelt i mange forskellige småstater og fyrstendømmer. Første offer var Danmark, da den nationalliberale danske regering fuldstændig overvurderede sine egne muligheder ved at udfordre Prøjsen med en ny forfatning, der indlemmede Slesvig i Kongeriget i 1863-64. Det gav Bismarck mulighed for at gribe ind, og det blev til Danmarks totale nederlag ved Dybbøl og tabet af Slesvig-Holsten, inkl. det dansktalende Sønderjylland. Kilder har i vore dage vist, at Bismarck var villig til at lave en fred, hvor den dansk-tyske grænse kunne komme til at ligge nogenlunde, hvor den ligger i dag. Men den mulighed lå helt uden for de selvbevidste danske politikeres fatteevne. Den danske statsminister Monrad udvandrede da også bagefter i nedtrykt sindsstemning helt til New Zealand ☹      

Næste skridt fra Bismarck var en krig med Østrig to år senere. Her vandt han også.  Han havde altid været aktiv modstander af det østrig-ungarske kejserrige.  Og i 1870-71 blev det til krig mod hovedmodstanderen, Frankrig. Her vandt Bismarck endnu engang i meget hård konflikt.  Han fik Alsace-Lorraine ( Elsass-Lothringen ) ind i Tyskland.  Og han benyttede sejren til at udråbe den prøjsiske konge, Wilhelm I, til kejser af Tyskland.  Ceromonien foregik i selveste spejlsalen på Versailles. En ydmygelse franskmændene aldrig glemte.

Alt dette synes at bekræfte, at Bismarck var en krigerisk og aggressiv statsmand. Ja, det var han et godt stykke af vejen. Han sagde selv, at hans mål om nødvendigt skulle opnåes med ”blod og jern”. Derfor fik han også tilnavnet Jernkansleren.  Men faktum er, at efter disse krige – der især havde til formål at samle Tyskland til ét land – var der fred i Europa helt frem til 1. verdenskrig.  Man kalder tiden for ”La Belle Epoque” – den smukke periode. Her blomstrede handel, økonomi, kultur, samkvem mellem landene, osv.  Dette var naturligvis ikke kun Bismarcks fortjeneste. Men det var et led i hans politik. 

Indenrigspolitisk satte han også mange initiativer i gang i Tyskland, herunder mange sociale love til støtte for arbejderne i landet.  Det var naturligvis også et led i hans kamp mod socialisterne.  Han fik også landets infrastruktur stærkt forbedret, ikke mindst jernbanerne.  Det fik han også personlig glæde af. Han boede på sit slot Friedrichsruh i Aumühle 20 km sydøst for Hamburg.  Da jernbanen fra Berlin til Hamburg blev bygget, fik han – naturligvis – lavet en togstation lige uden for sit slot. Så kunne kansleren let komme frem og tilbage på arbejde 😊    Han havde også af kejseren som tak for udnævnelsen til kejser fået tildelt et stort skovareal, Sachsenhausen, tæt på slottet i Aumühle.   Det hjalp naturligvis på den gode stemning mellem de to mænd.  Det fungerede godt indtil kejserens død i 1888. Så var det hurtigt slut. 

Den nye kejser, Wilhelm II, dronning Victoria barnebarn, var af en helt anden støbning.  Han havde en ”kan-selv-vil-selv-holdning”. Så måtte kansleren forlade scenen. Det skete i 1890.  Det gav ham tid til at skrive sine interessante erindringer, inden han døde som 83 årig i 1898.

En lille krølle på historien er, at der naturligvis blev opstillet en del statuer af Bismarck over hele Tyskland.  En af dem blev bygget i 1901 på Knivsbjerg mellem Åbenrå og Haderslev i det dengang tyske Sønderjylland. Den 7 meter høje statue af kansleren skuede ud over det dansksindede land. Og da Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920, fik tyskerne i hast pillet statuen ned, kørt sydpå med jernbanevogne og lagt i en lade nord for Rendsburg.  Her blev den liggende i ti år, indtil man efter megen palaver besluttede at opstille den igen i naturområdet Hüttener Berge mellem Rendsburg og Schleswig.  Dér står kansleren den dag i dag – godt skjult og uden aktiv promotion fra myndighedernes side i dag.

Hvorfor er det efter min mening vigtigt at beskæftige sig med Bismarck også i dag?  Ikke for at forherlige ham. Men fordi han var og er en vigtig person i vor moderne historie. Og fordi han som beskrevet ikke bare var en aggressiv tysk leder, der bare ville have andre ned med nakken.  Han havde en plan for sit land, også i høj grad indenrigspolitisk. Og han havde ikke bare en plan. Han satte den i værk.   For det meste med fredelige og vel nogenlunde demokratiske midler.

Foto fra 1873