SØNDERJYLLANDS GENFORENING MED DANMARK FOR 100 ÅR SIDEN

Den 15. juni:

I dag skal handle om genforeningen af Sønderjylland med Danmark i 1920. Jeg har tidligere fortalt, at nye tyske kilder viser, at en mindre stivnakket dansk regering i 1864 formentlig kunne have forhandlet sig frem til et resultat, så grænsen allerede fra 1864 blev lagt, hvor den ligger i dag. Sådan skulle det ikke gå, og hele den gamle Slesvig-Holsten, inkl. den nordlige del, Sønderjylland, blev en del af Tyskland i 56 år – fra 1864-1920.

Da 1. verdenskrig var slut og det på den amerikanske præsident Wilsons forslag blev vedtaget, at folkenes selvbestemmelsesret skulle være en del af fredsaftalerne, blev der forberedt folkeafstemning i Slesvig-Holsten – om befolkningen ønskede at deres landsdel skulle være dansk eller tysk.  Under britisk-fransk-norsk-svensk ledelse blev der forberedt afstemninger i tre forskellige zoner: Zone 1 ( det nuværende danske Sønderjylland): den 10. februar 1920.  Zone 2  ( Mellemslesvig ): den 14. marts 1920. Zone 3: Området ned til Slien og Dannevirke. 

Resultatet af Zone 1 afstemningen blev, at 74 % stemte for Danmark og 26 % for Tyskland.  Man stemte samlet, så selv om der var tysk flertal i købstæderne Sønderborg, Åbenrå og Tønder, kom de alligevel med til Danmark.

I Zone 2 blev resultatet modsat.  20 % stemte for Danmark, 80 % for Tyskland. Selv i Flensburg var det danske stemmetal kun på 28 %.

På grund af de klare resultater blev det på dansk forslag besluttet ikke at afholde nogen afstemning i Zone 3.

Fra nu af gik det stærkt. I maj overtog dansk militær kontrollen med Nordslesvig. I juni kom den danske forvaltning og kronen afløste den tyske mark.  På på Valdemarsdag, den 15. juni, overgik landsdelen formelt til Danmark.

Den 10. juli red kong Christian X ( ledsaget af sønnerne Frederik og Knud ) over den gamle grænse ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld.  Han red på den senere så berømte hvide hest, der hed Malgré Tout  ( ”Trods Alt” ) fra Himmerland!  Og den var ikke hvid.  Den var albino, altså uden egentlig farve, så man havde ”givet den lidt hvid farve”. Nogen sagde, at den var blevet kalket hvid.   Kongen blev modtaget af sønderjyden Peter Philipsen, oldefar til en af mine gamle venner, Carsten Philipsen.

Dagen efter var der stor genforeningsfest på Dybbøl Banke.  Og den følgende dag mødte Kongen i Kruså de dansksindede slesvigere, der ikke kom med til Danmark. Det var her, statsminister Niels Neergaard udtalte de berømte ord:  I skal ikke blive glemt!

Dette var begivenhederne for 100 år siden.  Og de markeres på mange måder her i løbet af foråret 2020.

Om eftertiden for det genforenede Sønderjylland – eller ”de sønderjyske landsdele” – som man dengang kaldte dem, har jeg fire yderligere bidrag:

1.     Landbruget i landsdelen var for en stor del meget forsømt og derfor klart ringere stillet end landbruget var i resten af Danmark. Krige og uro havde betydet en udmarvning, og mange af de unge mænd havde været væk i fire år i verdenskrigen.  Derfor blev der efter genforeningen sat en bevægelse i gang, hvor unge danske landmænd tog til Sønderjylland for at hjælpe.  De blev især rekrutteret på de danske højskoler, hvor landboungdommen dengang opholdt sig i perioder.  Min egen far gik på Ryslinge Højskole på Fyn og blev hyret af en gårdmand i Halk ved Haderslev.   Det blev en stor oplevelse. Og han fik på den måde forholdene i det sønderjyske landbrug meget ind på livet.    I de kommende år gjorde man meget for at hjælpe de sønderjyske landmænd.

2.     Grænsedragningen, der stort set fulgte sproggrænsen, viste sig at være af stor positiv betydning i 1930erne, da Hitler og nazisterne vandt frem i Tyskland. Han havde stor tilslutning i Slesvig og Holsten.  Men der blev aldrig, heller ikke fra nazisternes side, talt om en regulering afd en danske grænse.  De talte ellers meget om ”de blødende grænser”. Det var steder, hvor der boede mange tysktalende på den anden side af landets grænser.  Ikke ved den dansk-tyske grænse.   Der blev ganske vist oprettet også en dansk nazist-bevægelse – og meget med oprindelse blandt tysk-talende i Sønderjylland. Men den regnede ingen for noget – heller ikke Nazi-Tyskland, da det havde besat Danmark fra 1940.

3.     I 1955 blev den daværende danske regering under H.C.Hansen og den tyske med Adenauer i spidsen enige om den såkaldte ”Bonn-København-erklæring”.  Den gav de to mindretal – det danske i Sydslesvig og det tyske i Nordslesvig/Sønderjylland en række særlige rettigheder, såsom lettere adgang til at få valgt medlemmer af Landdagen i Kiel og af Folketinget – og såsom støtte til det folkelige og kulturelle arbejde i landsdelene.  Den aftale har fungeret fremragende i alle årene, og den bliver ofte studeret med stor interesse af andre lande, der også har mindretal inden for deres område.

4.     Hvordan kan man så finde ud af, om folk der bor i området, er dansksindede eller tysksindede?   Det har jeg selv i min studietid i Statskundskab oplevet. Vi havde en lærer, der var sønderjyde, og som syntes, at vi ”uvidende” ikke-sønderjyder skulle opleve ved selvsyn, hvordan forholdene var. Det var i 1965. Vi deltog bl.a. i et møde, hvor der var politiske ledere fra alle parter: dansksindede danskere i Sønderjylland, dansksindede syd for grænsen, tysksindede i Sønderjylland og tysksindede syd for grænsen. Jeg ved ikke, hvad vi havde ventet os. Strid og kiv, måske?  Men nej.   Alle sagde naturligvis MOJN, da de hilste på os.  De snakkede allesammen den samme sønderjyske dialekt ( som mange af os havde gevaldige problemer med at forstå ☹.  Og så var de helt oplagt allesammen gode venner, kendte hinanden særdeles godt, var meget spøgefulde og venligt drillende over for hinanden.  Det var godt nok svært at finde ud af, hvem der var hvem.  Indtil det pludselig gik op for os, at det var meget nemt at finde ud af.  Hvordan?  Jo, dem der sagde ”hernede” var dansksindede. Og dem, der sagde ”heroppe” var tysksindede.  Der var naturligvis også forskel, når de talte om landsdelen på den danske side af grænsen.  Danskerne sagde Sønderjylland, de tysksindede sagde Nordslesvig.

Der er i dag omkring 50.000 dansksindede i Sydslesvig.  De fleste er tyske statsborgere. De har 46 danske skoler og 55 daginstitutioner.  Deres avis, Flensborg Avis, er på dansk og har ca. 25.000 abonnenter.  Dens hjemmeside er:   www.fla.de

I Sønderjylland er det tyske mindretal på mellem 15.000 og 20.000 medlemmer – næste alle danske statsborgere.  Deres tysksprogede avis i Åbenrå hedder Der Norschleswiger. Den vil fra 2021 kun udkomme på nettet.