OM LIVET MED FAX'EN I DENS BARNDOM

DEN 1. JUNI:

Vi har lige haft den 30. maj.  Det får mig altid til at tænke på, at vi i min tid i EU-Kommissionen havde noget, der hed 30. MAJ MANDATET.  Det var i 1981, altså næsten 40 år siden.  Jeg var på det tidspunkt leder af EFs kontor i København. Vi var ti medlemslande dengang.  Grækenland var netop kommet med.  Og derfor var vi 10 EF-kontorer i medlemslandenes hovedstæder.  Der var lige kommet ny Kommission.  Det danske medlem var Poul Dalsager – efter at Finn Gundelach pludselig var død.  Formanden hed Gaston Thorn. Den nye Kommission havde fået til opgave at sætte gang i hjulene i EF igen.  Det gjorde den med en handlingsplan, den offentliggjorde på et møde i Luxembourg netop den 30. maj.  Og nu til selve min lille historie: Hvordan fik man nu den Kommissions-vedtagelse hurtigt til statsministrene?  E-mail fandtes ikke endnu. Og faxen var ganske vist opfundet, men ikke i brug. 

Derfor blev vi 10 informationschefer beordret til Luxembourg for at hente planen – og hver især så hurtigt som overhovedet muligt bringe den i hænderne på ”vore” statsministre. Som sagt så gjort.  Afsted til Luxembourg – en kort fortrolig briefing om indholdet af Thorn – og så over hals og hoved tilbage, i mit tilfælde til København og Christiansborg.  Utroligt set med vore dages kommunikations-øjne.  Men det var i hvert fald med til at  gøre vore kontorer synlige og værdsatte 😊

Jeg nævnte før, at FAXen allerede var opfundet. Det skete faktisk tilbage i 1960erne af firmaet Xerox.  De første eksemplarer kostede en bondegård.  Den blev først ”betalelig”  for alvor i løbet af 1980erne. Jeg fik én af de første.  Men nu er det det med fax, at det ikke er sjovt at have én, hvis andre ikke har én. Man skal have nogen af faxe med. Det kom lidt efter lidt.  Jeg havde også én derhjemme.  Jeg var meget fascineret af at kunne kommunikere ”her og nu” med den.   I vort sommerhus lånte jeg en lille bærbar på kontoret.  Den havde den skavank, at den kun virkede, hvis der lå en stor kampesten oven på den!   Og så spyttede den alle fax’erne ud i én lang papir-besked, så formiddagen gik med at klippe denne besked ud i A4 ark og sætte dem sirligt i et ringbind til senere brug.  Sikke et gedemarked ☹  

Og da vi senere i Bruxelles også indkøbte en større fax, blev den installeret i vort soveværelse, fordi dér var der et ekstra telefonstik.  Jeg er mange gange senere blevet drillet med dengang, hvor vi lige havde lagt os til at sove.  Pludselig hører jeg vækkeuret – troede jeg det var – og sagde: Nå, så må man jo hellere se at komme op!  - og kastede resolut benene ud over sengekanten.  Nej, det var fax’en, der var gået i gang. Og vi havde faktisk kun sovet i 5 minutter.  SÅ var det tilbage i fjerene igen. Og jeg tror, vi fandt en anden plads til fax-dyret.

På flyveture – og dem havde jeg mange af efter jeg kom til Bruxelles i 1988 – gjorde jeg det ofte til en vane at skrive beskedder i hånden til mine kolleger i Berlaymont, mens vi fløj. Og så når vi mellemlandede et sted eller nåede bestemmelsesstedet, fandt jeg hurtigt et postkontor i lufthavnen og fik mine beskedder fax’et tilbage til mit kontor.  Nå, nu er Niels åbenbart landet i Milano...  ( eller hvor det nu ), sagde mine sekretærer til hinanden.  Der skulle jo ske noget 😊   Man kunne ikke lade en flyvetur sætte sine aktiviteter i stå!

En sidste eksempel fra det virkelig liv med fax’en dengang var EUs topmøder. Jeg havde som kommunikationsdirektør fået arrangeret, at jeg selv sammen med en eller to medarbejdere deltog i alle topmøder.  Dog ikke inde ved bordet, hvor stats- og regeringscheferne muntrede sig – men i arbejdet med at fortælle den undrede verden om, hvad der blev besluttet på topmødet.  Her var fax’en naturligt nok hovedinstrumentet.  Ethvert topmøde slutter normalt med, hvad man dengang kaldte ”formandskabets konklusioner”.  Et langt og ofte tørt dokument på mindst 50-60 sider.  Og hvor man kunne finde de vigtigste beslutninger forskellige steder i dokumentet.  Jeg arrangerede, at disse konklusionen blev faxet til hvert af vor nu 12 kontorer ( Spanien og Portugal var blevet medlemmer fra 1986 ).   Så var det kontorernes opgave straks at kopiere dem i mange eksemplarer og bringe dem til ministerier, medier og andet godtfolk.   Jeg stod selv for fax-ningen. Det blev ofte til langt ud på de små timer. Nu havde kun én fax-maskine til rådighed. Og den var langsom.  Så ude på kontorerne trillede dokumentet ind i nattens mulm og mørke.  Jeg levede i min fantasi i troen på, at mine kolleger på hvert kontor med stor spænding stod klar ved faxmaskinen og straks gik i gang med at printe dem og køre dem ud i byen.   Senere fandt jeg ud af,  at det kun var vort kontor i Bonn, der faktisk gjorde, som vi havde planlagt.   De andre tog sig af det, når de var mødt på arbejde morgenen efter.   Og det var vel også godt nok!  Jeg ville bare gerne vise, at vi alle var ligeså hurtige og dynamiske, som vi troede vi var. Og det var vel også godt nok 😊   Sjovt var det i hvert fald at prøve at udnytte det bedste i det, der dengang var den nyeste teknologi!  

Alt dette er naturligvis en museums-historie nu efter at e-mail og hjemmesider kom til. Og det var endnu sjovere at være med til at bringe dem aktivt på banen fra 1995!