MIN BÅLTALE TIL SANKT HANS I HØVE

DEN 23. JUNI:

Det er i aften Sankt Hans aften.  Og selv om cononaen desværre forhindrer, at der i år kan holdes Sankt Hans bål her på vore kanter, så synes jeg alligevel, at dagen og aftenen skal markeres.   For seks år siden – i 2014 – var jeg inviteret til at holde båltalen ved HØVE BYLAUGS Sankt Hans fest her tæt på os.  Jeg har lige læst den igennem. Og jeg synes, at den er lige så aktuel som dengang.  Derfor får I den her:

Høve Bylaugs Sankt Hans Fest den 23.6.2014 

Båltale

Niels Jørgen Thøgersen

I forgårs rundede vi atter en gang årets længste dag.  Det fejrer vi med denne hyggelige midsommerfest.

Når jeg kigger ud over jer, kan jeg se, at der både er pessimister og optimister iblandt jer. Hvad er forskellen?  Jo, pessimisterne er dem, der er kede af, at fra nu af bliver dagene kortere og kortere. Optimisterne derimod er dem, der glæder sig over, at der kun er et halvt år, indtil dagene igen bliver længere!

Her i Høve er der helt sikkert flest OPTIMISTER.   I hvert fald i Høve Bylaug.

Da jeg for nogle måneder siden blev inviteret af Karsten til at holde årets båltale, sagde jeg med begejstring Ja tak.

Jeg har gennem mine 35 år i Veddinge Bakker sat meget stor pris på alle de spændende ideer og initiativer, Bylauget står for. Det vil jeg gerne kvittere for i aften!

Geopark-festival, humørmedalje, makeover-konkurrence (som I naturligvis vandt!), kartoffeldag,  Sankt Hans bål , Høve-marked, busture – I kan og gør det hele. Et stort tillykke til alle jer, der helt på frivillighedens basis får alt det op at stå.

I siger, at Høve er Sjællands højest beliggende landsby. Jeg synes, I skal tilføje, at I er den landsby i hele Danmark, hvor der er højest til loftet!

Nu står vi så her på dette flotte og historiske sted. Nogle af os har lige hørt fortællingen om trolden i Esterhøj.

Jeg vil gerne tale om en anden og desværre mere alvorlig sag – som i høj grad også er knyttet til Høve og stedet her.

Det er i år 100 året for starten af 1. verdenskrig.  Om tre dage bliver den markeret af alle EUs  28 stats- og regeringschefer i Ypres i Flandern, hvor nogle af krigens værste slag fandt sted.

Hvor kommer Høve så ind?  Danmark var  ikke med i 1. verdenskrig, vil mange sige.  Jo, vi var.  Sønderjyderne var med. Og det var de først og fremmest på grund af  de danske politikeres uduelighed og selvoppustede nationalisme i de afgørende forhandliger efter nederlaget i 1864.  Man ved i dag, at prøjserne underhånden tilbød en grænse, der ligger meget tæt på den grænse, vi har i dag. Men nej – ikke tale om, svarede statsminister D.G.Monrad.  Og så mistede vi hele Sønderjylland. Det betød, at 30.000 unge sønderjyder skulle være tyske soldater under  verdenskrigen – og næsten 6.000 af dem blev slået ihjel.  Jeg kan godt forstå, at Monrad i 1865 græmmede sig så meget, at han udvandrede helt til New Zealand.

Høve og hele Asnæs Sogn blev direkte involveret i Verdenskrigen på den måde, at man gjorde en særlig indsats for mange af de sønderjyske krigsfanger, som lå i særlige lejre i Aurillac i Auvergne i Midtfrankrig og i  Jurij-Polskij 200 km nordøst for Moskva i Rusland.  En dansk præst med tilknytning til Odsherred, Niels Anton Jensen, var i perioder præst for sønderjyderne i begge lejre. Og beboerne her samlede penge ind til en kirke- og forsamlingssal i lejren i Rusland. Da krigen var slut og fangerne blev løsladt, kom mange af dem via Høve, Asnæs og andre sogne her, hvor de blev kortere eller længere tid. Husk på, at Sønderjylland stadig var  tysk indtil sommeren 1920.  Og senere hen kom mange sønderjyske børn på ferie her på egnen år efter år.

Jo, der var helt særlige forbindelser mellem de to landsdele dengang.

Derfor tog en række lokale borgere med pastor Bagger i Asnæs i spidsen et initiativ til at rejse en Genforeningssten. Man blev hurtigt enige om, at den skulle stå på Esterhøj. Og at det skulle være den 23 tons tunge ”Troldsten” nede fra strandkanten ved bugten. Og selv om Falck foreslog at fragte stenen på en vogn, så var man fast besluttet på, at det skulle gøres ved håndkraft – dog med med hjælp fra en del heste. Som sagt så gjort.  Godt 4.300 frivillige fragtede på 14 dage den store sten de 2 ½ km fra strandkanten og hele vejen op på højen i sommeren 1920.  Og Niels Anton Jensen blev inviteret til at skrive det digt, der er på stenen den dag i dag.

Med andre ord: Dengang var der altså en masse mennesker, der ville slide og slæbe for en ide, for noget de troede på, for en holdning.   Det bør man nok tænke lidt over i dag.  Nutildags gider mange ikke engang stemme.  Ved det seneste valg her i maj var det næsten halvdelen, der blev hjemme på sofaen.  I Belgien, hvor vi bor, er der stemmepligt.  Og valgdagen er en festdag – altid en søndag formiddag. Alle kommer tidligt og går sent.  Jeg synes personligt, at når man har retten (til at stemme), så har man også pligten til at gøre det!

Nu står så her 94 år senere som så ofte før foran det flotte bål.  Det er da festligt. I de såkaldte go’e gamle dage var det knap så festligt. Da brændte man hekse. Og ikke bare Sankt Hans aften. Det gjorde man året rundt. Ellers kunne man ikke nå det.  Ialt godt 1.000 hekse blev brændt af i Danmark, da det gik hedest til i årene 1540-1692.  De allerfleste var kvinder.  Enkelte mænd røg dog også med. Ingen er fuldkommen J Og hvordan afgjorde man så, om en kvinde var en heks?  En af måderne var at binde et reb om hende og kaste hende i vandet. Hvis hun druknede, var hun uskyldig. Hvis hun flød ovenpå, var hun en heks og blev brændt på bålet.

I folketroen var man overbevist om, at disse hekse fór afsted på deres koste. Enten til Bloksbjerg i Tyskland. Eller til Hekkenfeld på Island. Det er det gamle navn for vulkanen Hekla.  Her mødte de djævelen og hyldede ham ved at kysse ham bagi!

Jo, det var muntre tider.

For at nervøsiteten ikke nu skal brede sig mellem såvel optimister som pessimister, så er det naturligvis vigtigt at fejre, at ingen af os kommer på bålet i aften! Ikke engang taleren!

Derimod synes jeg, at vi skal kaste den fæle nationalisme helt ind i midten af bålet.  Den nationalisme, der kostede Sønderjylland 56 års ufrihed og tusinder af faldne soldater. Den nationalisme, vi dagligt ser i Mellemøsten, hvor lokale slår hinanden ihjel hver eneste dag. Den nationalisme, som florerer også i det østlige Ukraine – godt hjulpet på vej af ”pusteren fra øst”. 

Nationalisme er ikke bare noget, der hører fortiden til. Den lever i bedste velgående. Og den skal afsløres og bekæmpes hver eneste dag.  Hvad er mere naturligt i dag end at kaste den på bålet.

Nationalismen er altid negativ og er vendt IMOD nogen.  Modsat nationalfølelsen, som rigtigt håndteret er meget positiv og livsbekræftende. Den nationalfølelse, der i høj grad holdt liv i sønderjyderne, også ude på slagmarkerne, i de mange triste år.

Jeg startede med at rose Høve Bylaug for jeres store entusiasme og iderigdom. Jeg vil slutte med at give jer en ide, I måske kan bruge. Og som efter Liselottes og min mening passer som hånd i handske i alt det, I har gang i.  Og også matcher, at titusinder af mennesker kommer i disse dejlige egne hvert eneste år – på udkig efter oplevelser og afslapning.

I bør også være en BOGBY. Enten have en bogcafe, hvor folk kan aflevere eller hente brugte bøger helt gratis. Eller med jævne mellemrum holde bogmarkeder med brugte bøger fra nær og fjern.  Måske også om Sønderjylland. Måske også om 1864, om 1. verdenskrig, om verden og alle dens fortræffelig – og pusseløjeligheder – ja, om alting.

Der er masser af smittende eksempler på, hvordan landsbyer i mange lande, også her i landet, har fået ekstra fut i fejemøget ved netop at lave en ellen anden form for bogby.   Tænk over det!   Og har I brug for kontakter, så siger I bare til.

Tak for opmærksomheden!  Og go’ sommer!