DEN GRIMME AMERIKANER

DEN 3. JUNI:

I dag vil jeg gerne skrive lidt om:  DEN GRIMME AMERIKANER.  Det var titlen på en bog i 1958 om amerikanere i Sydøstasien.  Jeg har aldrig kunne forstå dens hovedpointe. Og jeg har aldrig mødt ham.  Jeg har ellers gjort mange forsøg – og har haft rige muligheder for at møde ham. Jeg har i tidens løb besøgt over 2/3 dele af de 50 amerikanske stater.  Men netop NU har jeg på fornemmelsen, at jeg – desværre – er på sporet af ham ☹

Min personlige erfaring med USA går hele 55 år tilbage. Dengang ”gjorde” jeg som ung student en tur fra vest til øst.  Fra San Francisco til Washington DC og New York. Med tog og bus. Jeg mødte aldrig den grimme amerikaner. Der var mange ting, der undrede mig. Men det meste begejstrede mig. Dengang var vi alle fans af præsident Kennedy, og det var stort at besøge hans friske grav på Arlington kirkegården.  Men grim – nej.

Mit næste amerikanske togt var i 1979. Da blev jeg af EUs Delegation i Washington sendt på en foredragsturne igennem Sydstaterne og Midtvesten. Mødte en masse spændende mennesker. Og oplevede fantastiske ting. Som da jeg med mine forklaringer om Europa havde begejstret en gammel amerikaner så meget, at han spurgte: Hvor kan vi her i Louisiana skrive under for at blive medlem af EU?!  Eller da jeg i Iowa oplevede at være på kampagnetur med George W. Bush ( som egentlig dengang var meget mere interesseret i jazz og en øl eller to ).   Og ham den grimme amerikaner?  Han var ikke til at opdrive!

I 1983 gik det løs igen. Da var jeg inviteret af det amerikanske udenrigsministerium til kvit og frit ( endda med lommepenge ) at rejse hen i USA, hvor jeg havde lyst til, for at opleve landet og menneskene. Og hvert sted tog lokale ”Friends of the World” sig af mig.  Vildt spændende. Lige fra mormonerne i Utah til de meget Europa-mindede californiere, til det meget specielle Texas, hvor jeg bl.a. besøgte rum-centeret i Houston, til de skandinavisk-tysk prægede stater i det nordlige Midtvesten,  til den største ”polske by” uden for Polen, Chicago til buldrende New York.  Det slog mig mange gange, hvor dominerende de amerikanske kvinder var – ikke over for mig, men over for deres mænd.  Det har dog ikke skræmt mig fra vid og sans i den sammenhæng.  Men den grimme amerikaner?   Ikke til at opstøve!

Senere igen kom jeg igen – både for at vise mine børn det østlige USA i 1988 og 1998 – og for på forskellig måde igen at bidrage til EUs kommunikation i USA.  Og efter min indtræden i vort aktive seniorliv fra 2005 har vi også været gæster i det amerikanske i forbindelse med et par krydstogter fra Fort Lauderdale i Florida og fra Seattle på vestkysten.  Den grimme amerikaner?   Stadig umulig at finde.

Magen til gæstfrihed - interessen for, hvad mon du er for en én, der på underligste vis spiser med kniv og gaffel og ikke bare med gaffel – den hyppige ringe viden om verden, men begæret for at få mere at vide  ( kun omkring 20 % af amerikanerne har et pas ) – lysten til at vise deres land og alle dets utrolige facetter frem – og meget mere.   Alt dette hører i min verden til de helt store oplevelser med amerikanere.

Og altsammen uden indblanding fra ham, den grimme amerikaner.

Derfor når også min tristhed enorme højder, når jeg nu for tiden kommer til at lukke op for TV og ser og hører, hvad der sker i det store land?   Hvor i alverden er kæden sprunget af? Hvordan kan det lykkes en så uvidende, selvcentreret, splittende, ødelæggende person at komme helt til tops?  Hvor er alle de gode republikanere med deres traditionelle udsyn og samarbejdsvilje blevet af?  Hvor er demokraternes overbevisende alternativer henne?  Hvor er al den saft og kraft, der er i det amerikanske samfund forsvundet hen?  Hvor er det Amerika, der lige siden 2. verdenskrig har stået i spidsen for arbejdet for at få verden til at arbejde tæt sammen, herunder ikke mindst også Europa, blevet af?

Jeg er desværre bange for, at jeg helt uden at lede og uden at rejse det amerikanske kontinent tyndt igen, nu efter alle disse år er stødt ind i ”den grimme amerikaner” – ”the ugly American”.

Er der mon ikke nogen, der vil have ham??  Jeg er sikker på, at vi er rigtig mange – og ikke mindst rigtig mange ”rigtige amerikanere” - der vil bage en kage og lave det hele om til en stor fest, når det en dag lykkes!