SKIBSELEVATORERNE I WALLONIEN
Jeg har ved flere lejligheder skrevet om kultur i Belgien. I dag vil jeg fortælle lidt om en anden kultur her i landet, nemlig INDUSTRI-KULTUREN. I begyndelsen af 1800-tallet var den sydlige del af Belgien den mest industrialiserede region i Europa – uden for England. Den var baseret på mange kulminer, på jern- og stålværker, og på et omfattende netværk af vandveje til transport. I udkanten af byen Mons kan man f.eks. se et stort industrikompleks, der i dag er indrettet som et moderne kunstmuseum. Og hvor ejerne i 1810 som de første i Europa byggede boliger til arbejder lige uden for fabrikken.
Noget helt speciets ved den wallonske industri-kultur var og er de såkaldte SKIBS-ELEVATORER. Dette er kæmpe elevatorer, der kan løfte skibe op og ned fra forskellige højder på områdets kanaler. Den første i Houdeng-Goegnies blev anlagt i 1888. Den kan løfte skibe 15 meter op og ned. Tre mere kom til i 1917. De kan hver løfte 17 meter. Disse gamle elevatorer er ikke længere i brug. Og de har fået status som UNESCO Verdensarv.
Læs mere: https://en.wikipedia.org/wiki/Boat_Lifts_on_the_Canal_du_Centre
En særlig skibselevator ligger ved landsbyen Ronquières. Den fungerer som en skrånende sluse på ialt 1430 meter. Den kan trække skibe på op til 5200 tons op i en højde på 68 meter. Se foto forneden.
Og den nyeste skibselevator ligger i Strépy-Thieu. Den blev bygget i årene 1982-2002. De gamle elevatorer var for små til nutidens store skibe. Den kan løfte store skibe på op til 1350 tons ialt 73 meter lodret op og ned. Den er i dag den næststørste af sin slags i verden. Se foto. Den største ligger i Kina. Trafikken på kanalen øgedes fra 256.000 tons i 2001 til 2.295.000 tons i 2006.
Og hvorfor satte man dette arbejde i gang i sin tid? Det var der både økonomiske og politiske grunde til. Den økonomiske var at forkorte vandvejene – og dermed omkostningerne for industrien. Den politiske grund var, at man indtil elevatorerne kom ikke havde adgang til Belgiens største havn i Antwerpen. Der lå – og ligger – en højderyg mellem industriområderne og Flandern, hvor Antwerpen ligger. Man man i stedet afhængig af den franske havneby Dunkerque. Det ønskede man ikke at forsætte med. Derfor lavede man netværket af skibselevatorer for at løfte sig op over højderyggen. Og det hele er baseret på det faktum, at vandtransport i gennemsnit er syv gange billigere end den billigste anden transportform.
Et besøg ved disse skibselevatorer kan stærkt anbefales. De er helt unikke.
Comments