PORTUGAL - OG ALT HVAD DET BYDER PÅ

Først lidt i fortsættelse af min lille NORGEs-historie i går:  Man diskuterer ofte, hvorfor det er lykkedes Island at have en så rig og livskraftig litterær tradition helt siden Middelalderen?  Og det har jeg iøvrigt selv oplevet flere gange, når islandske venner stående citerede islandske sagaer for mig, mens morgensolen stod op og den islandske brennivin gik ned!  Jeg forstod ikke et ord – men stemningen var ikke til at tage fejl af 😊 Forklaringen på traditionen er nok, at da den norske konge Harald Hårfager i 800-tallet samlede Norge, rejste en del høvdinge til Island. Og spøgefugle har tilføjet, at da han skrev skattelovene, tog alle, der kunne læse, også straks over havet til Island. Kun dem, der ikke kunne klare søsygen, stod af undervejs – på Færøerne 😊


I dag vil jeg gerne fortælle om PORTUGAL. Det europæiske land længst mod sydvest. Det er på 922.000 kv.km. Godt dobbelt så stort som Danmark. Og det har godt 10 mill. indbyggere.  Se et kort over Portugal nedenfor.  Man siger om portugiserne, at de mest går op i de 5 F’er:  Fé, Fatima, Familia, Fado og Futebol 😊   De er efter min mening tæt på at være det mest sympatiske og mest venlige folkefærd i Europa.  Jeg er kun løbet ind i to, der ikke var det.  De var desværre mine chefer i forskellige perioder. Dels havde de ikke en døjt forstand på kommunikation – og det var ellers det, der var deres opgave. Og dels troede de, at de havde det.  Det er en træls kombination ☹   Heldigvis varede ”de” ikke længe!  


Politisk var Portugal et diktatur helt tilbage fra 1930erne frem til 1974, hvor Nellike-revolutionen gjorde en ende på dette utøj.  Situationen var lige ved at ryge over i den anden grøft, så det højreorienterede diktatur ville være blevet afløst af en venstreorienteret. Så galt gik det heldigvis ikke.  Et solidt demokrati kom på benene, og landet blev medlem af EU fra 1986. 


Portugal, der var en gammel kolonimagt, fik afviklet sine kolonier efter demokratiets indførelse i 1970erne, især Angola, Mozambique og De kapverdiske Øer.  Samtidig fik øerne Madeira ( knap 1000 km sydvest for Lissabon ) og Azorerne ( 1500 km vest for Lissabon ) mere selvstyre.  Begge steder er bestemt et besøg værd.  Jeg var engang på Azorerne til en EU-konference. Jeg fløj dertil fra Boston i USA. Det blev en stor oplevelse.  Der er nemlig sket en meget stor udvandring fra Azorerne til netop det nordøstlige USA.  Og at høre mange af mine medpassagerer, der var på vej hjem på besøg efter mange års fravær, være næsten i ekstase, da vi nærmere os Azorerne, der var hele oplevelsen værd. Det var det også at være ude på disse vulkan-øer, hvor man visse steder kan spejle et æg bare ved at lægge det på jorden!


Hele landet Portugal er aldeles spændende at besøge. Vi har gjort det mange gange. En særlig oplevelse var en uges krydstogt på den 900 km lange Douro-flod i Nordportugal.  Mange til fantastisk landskab skal man lede længe efter.   Og når man rejser rundt i landet, bør man unde sig at bo på de såkaldte Pousadaer.  Det er ofte gamle herregårde eller små-slotte, der nu er indrettet til hoteller. Der er for tiden 33 af dem fordelt over hele landet.  Den portugiske vin, Vinho Verde, i de buttede boxbeutel flasker, er enhver omvej værd.  Det samme gælder naturligvis portvinen – hvis man er til den slags.  I Lissabon er der et særligt Portvin-Institut inde i centrum.  Det er en flot bar med utallige spændende portvine på kortet.  Man kan faktisk ikke få andet.  Og når man nyder den ene eller anden af disse liflige drikke, kommer der lidt sørgmodige portugisiske Fado sang til at lyde helt inspirerende.  Især hvis man er et sted, hvor man også kan beundre nogle af de mange berømte kakler, som stammer tilbage fra den mauriske tid.  Kakler, der også er blevet brugt til at beklæde varmeovne med.  Det er derfor, de hedder.... kakkelovne !


Mit helt særlige forhold til Portugal og især Lissabon skyldes også, at jeg i 1998 var ansvarlig for EU’s pavillion i verdensudstillingen EXPO 98.  Vi havde bygget en meget flot pavillion ligesom stævnen at et skib, der stak ud i Tejo-floden.  Udstillingen havde 11 millioner besøgende og var en stor succes. Vi lærte dog også at bide negle i samme forbindelse. Vi havde hele vejen igennem vort hyr med at få de portugiske leverandører til byggeriet til at blive færdige til tiden.  Og det var faktisk sådan, at den morgen kl. 9, hvor Kommissionens formand, Jacques Santer, kom for at åbne vor pavillion, da forlod de sidste arbejdere byggepladsen ud af en bagdør!  Men alt gik godt.   Bygningen hedder i dag Vasco da Gama tårnet ( efter en af de store opdagere ), og så vidt jeg ved, er den en del af et af universiteterne i Lissabon.    Se foto vedlagt.