OM WHO - VERDENSSUNDHEDS-ORGANISATIONEN
I dag vil jeg gerne fortælle lidt om Verdenssundhedsorganisationen WHO ( World Health Organisation ). Den er – som vi alle ved – kommet på alles læber i kampen mod pandemien COVID-19. Dels fordi den gør et fantastisk arbejde for at dæmme op for pandemien over hele verden. Og dels fordi kanonbåds-præsident Trump bekæmper den, ligesom han stort set bekæmper alt internationalt samarbejde ☹
Da jeg for snart mange år siden studerede statskundskab, var en af vore meget kyndige professorer Max Sørensen. Han skulle sætte os ind de mange internationale organisationer og deres baggrund. Da vi kom til WHO, husker jeg tydeligt, hvordan han startede: Hvad er så WHOs hovedopgave? Det må være at skabe den totale sundhed i verden. Og hvornår har vi så nået den? Professoren kiggede ud over gruppen af os vidensøgende studenter, der åbenbart ikke havde noget bud på spørgsmålet. Det havde han selv: Det må være, når alle mennesker i hele verden ligger og lurer i deres senge om morgenen. Og at de så råber – når vækkeuret ringer: ENDELIG!! Han tilføjede: Jeg tror, WHO er kommet for at blive!
Da FN blev oprettet i 1945, var man fra starten enige om, at én af dens sær-organisationer skulle være en verdenssundhedsorgansation. Arbejdet gik i gang. Og den 7. april 1948 så WHO dagens lys. Denne dag er siden blevet markeret som Verdenssundhedsdag. Altså en dag, hvor man især fokuserer på sundheden i verden.
WHO fik hovedkvarter i Geneve i Schweiz, og den har i dag 6 regionale kontorer i verden. Kontoret for Europas 53 lande ligger i København ( i FN Byen i Nordhavn ), og det har den belgiske læge Hans Kluge som chef.
Chefen for hele WHO er siden 2017 den ethiopiske forsker Tedros Adhanom, f. 1965. Han er den første afrikaner på posten. Tidligere har bl.a. den danske læge og tuberkulose-ekspert, Halfdan Mahler (1923-2016) været generaldirektør i hele tre perioder fra 1973-88. Og senere var den norske læge og tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland ( f. 1939 ) WHOs generaldirektør fra 1998-2003.
WHO har i dag 194 lande som medlemmer, dvs. næsten alle lande i hele verden. Dets to-årige budget er for 2020-21 på 4,8 milliarder dollars ( 33 milliarder kr. ). Heraf kommer de ca. 80 % ind som frivillige bidrag fra medlemslanden, fonde, enkeltpersoner, osv.
WHOs hovedopgave er at koordinere indsatsen i verden for fremme af sundhed. Det vil især sige at stå forrest i kampen mod store epidemier og folkesygdomme såsom tuberkulose, malaria, aids, cancer, spedalskhed, mæslinger, influenza, m.v.
Arbejdet består især i at styrke sundheds-samarbejdet mellem verdens lande; sikre videnspredning om, hvilke metoder der er de mest lovende; fremme forskningen på sundhedsområdet, m.v.
Hvis man vil vide mere, kan man se det på WHO’s hjemmeside: https://www.who.int
Comments