OM SOLIDARITET - ELLER SOLI-HVAD ?

Jeg har som bekendt for vane at skifte emne fra dag til dag. Jeg forsøger at skrive om emner, der på en eller anden måde er oppe i tiden.  Og hvor jeg tilmed synes, jeg har noget at bidrage med.  Om det lykkes, må andre bedømme 😊


I forgårs skrev jeg om EUs 24 officielle sprog. I går om storken.  Og i dag vil jeg melde mig på banen med emnet SOLIDARITET – eller SOLI-HVAD ?  vil jeg snarere kalde det.


Jeg har altid forstået og støttet, at solidaritet er noget med at hjælpe hinanden. Især at hjælpe andre, når de er i vanskeligheder.  Og hjælpen skal gives ud fra princippet om, at de brede skuldre skal bære de tungeste byrder.  Det vil sige, at dem, der kan give og støtte mest, giver mest.  Og altsammen i bevidstheden om, at det i sidste ende gavner alle i klassen, i foreningen, i klubben, i landet, i Europa eller i verden.  DU hjælper, når JEG har problemer. Og JEG hjælper, når DU er ude i tovene.  Det er rart at vide, for vi kan alle på den ene eller anden måde have eller få problemer af mange forskellige slags.


Denne gensidige solidaritet indgår vel også som en vigtig del af dansk selvforståelse – i den måde, vi opfatter os selv på. Eller ?


Jeg har også altid ment, at det er vi rigtig gode til i Europa.  Tænk f.eks. på al den økonomiske hjælp, vi alle gennem EU i årenes løb har givet til tidligere fattige lande som Irland, Grækenland, Spanien og Portugal, efter at de var blevet medlemmer af EU.  Deres udvikling har været kolossal.  Et studie viste for år tilbage, at hvis man bare kigger på de kroner og ører ( eller rettere EUROer ), man har givet disse lande, så er 2/3 af disse penge kommet tilbage til giverne i form af indkøb m.v.


Så der er bestemt noget om snakken, når vi igen og igen siger, at EU samarbejdet også i høj grad handler om at hjælpe dem, der har brug for det.


Eller sagt på en anden måde:  Solidaritet er ikke imod nogen. Det er for nogen.  Faktisk for os alle sammen i foreningen.

Nu kommer vi så til mit problem ☹   Der er pæn enighed om, at der for tiden er store problemer i forbindelse med corona pandemien.  Vi er alle ramt. Og ramt hårdt.  Men nogle af os er ramt meget, meget hårdere end andre.   Derfor skal solidariteten stå sin manddoms-prøve.   Er vi så så solidariske, som vi går rundt og siger??


Den perfekte verden findes desværre ikke. Heller ikke i Europa.  Men der bør ikke være tvivl om, at der er stærke kræfter i gang for at yde endda en meget omfattende hjælp.  En hjælp i mange former.  Atter en gang er det Tyskland og Frankrig, der går forrest. Og tak for det.  Men det skriger nærmest til himlen, at nogle af de allerrigeste og mest velbjærgede EU lande som Holland, Østrig, Sverige, Finland og Danmark nærmest gør en ære i at stå sammen om at sige NEJ.   Jeg vil nærmest kalde det et AUTOMAT-NEJ, når der kommer store, konkrete hjælpe-forslag på bordet.   Man kan ikke befri sig for den tanke, at de tænker om landene med de største vanskeligheder: De ligger som de har redt!  Hvorfor skulle vi dog hjælpe dem!

Så er det den højt besungne Solidaritet bliver til:  SOLI-HVAD ?!


Lad os tage et meget konkret problem.  Alle ved, at ikke mindst vort partner-land Italien fra starten har været særligt hårdt ramt af pandemien.  Det kom oven i flygtninge-krisen, hvor italienerne også har måttet trække et af de helt store læs. 


Men vor dybtfølte sans for solidaritet må det være en smal sag hurtigt og klart at svare positivt på vore italienske venners klare anmodninger om hjælp.


Hvad har vi så gjort?  EU-Kommissionen har fornylig lavet en undersøgelse af, hvordan de forskellige EU-lande rent faktisk har hjulpet Italien under corona-krisen. Og den oversigt, der er lavet, er 100% baseret på de oplysninger og tal, som hvert land har indberettet.  Hverken mere eller mindre. 


Lad os tage nogle konkrete eksempler fra rapporten:

1.     Sygehus-personale ( læger, sygeplejersker, paramedicinere, osv. ):

·       Polen sendte 15 læger og paramedicinere

·       Rumænien sendte læger og sygeplejersker

·       Danmark:  Ingen  ☹

2.     Pladser på sygehuse og transport af patienter til disse sygehuse:

·       Tyskland:  85 intensiv-sengepladser  (og 98 for Frankrig )

·       Luxembourg: 12 sengepladser

·       Østrig: adskillige sengepladser

·       Danmark:  Ingen  ☹

3.     Apparater og andet medicinsk udstyr:

·       Tyskland:   7,5 tons udstyr

·       Danmark:   gamle, ubrugelige respiratorer  ☹

4.     Værnemidler ( masker, beskyttelsesdragter, disinfektionsvæske, m.v. )

·       Tjekkiet:  10.000 beskyttelsesdragter

·       Ungarn:   1,6 mill. masker; 200.000 l. Disinfektionssæske )

·       Polen:   200.000 l disinfektionsmiddel

·       Frankrig:  1 mill. masker; 20.000 beskyttelsesdragter

·       Slovakiet:  300.000 masker og disinfektionsmiddel

·       Letland:    60.000 mundbind

·       Litauen:  ansigtsvisirer, beskyttelseshandsker og andet udstyr

·       Estland:  mundbind og disinfektionsmidler

·       Polen:   20.000 liter disinfektionsmidler

·       Danmark:  Ingen ☹

Da vi i sin tid i EU skridt for skridt gennemførte det fælles indre marked op til 1992, var der også altid medlemslande, der overholdt tidsplanen og de fælles aftaler om, hvornår hvilke begrænsninger for det fælles marked skulle fjernes.  Og der var andre lande, der var bagud i forhold til aftalerne.   Da indførte vi oversigter, som vi kaldte FAME & SHAME   ( ROS & RIS ).  Her stod det sort på hvidt, hvilke lande der skulle roses og hvilke der skulle rammes af ”fy-skamme-dig” kommentarer.  Disse skemaer blev fremlagt på hvert ministermøde – og selvfølgelig også givet til pressen.  De havde deres meget positive virkning.    Måske skulle man overveje at lade disse veltjente skemaer komme i aktiv brug igen!


Og så en sidste – og måske den allervigtigste kommentar:  Hvis man i EU ikke på en meget aktiv og synlig måde hjælper de medlemslande, der er i store vanskeligheder, hjælper man i stedet de ekstremistike, ja fascistiske, kræfter, der ligesom Putin og Trump helst ser det europæiske forpligtende samarbejde kuldsejle.   Og i stedet blive erstattet af en slags alles-kamp-mod-alle-samfund, hvor det ikke længere er lov og ret og solidaritet, der bestemmer farten. Men hvor det igen er den stærkestes forgodtbefindende, der svinger taktstokken.   

Den slags synes jeg, vi har haft mere end nok af i tidens løb ☹


Så mon ikke det er på tide – også i konkret handling – at gøre sig fortjent til igen at brøste sig af, at det er SOLIDARITETEN og ikke SOLI-HVAD, der er i højsædet i hvert fald her hos os!