OM HUSARREST I BELGIEN I 52 DAGE
DEN 12. maj:
I forgårs var det her i Belgien DAG 52 med Husarrest. Lockdown – eller confinement, som det hedder her. Nu er det slut. Eller rettere: husarresten er under gradvis afvikling.
Jeg vil fortælle lidt om, hvordan den belgiske husarrest var. Og hvordan vi oplevede den.
Formålet med den var naturligvis at dæmme op for den hastigt udviklende virus-pandemi Corona. Også kaldt COVID 19 ( Corona-virus disease 2019 ).
Regeringen lavede en National Krisekomite med statsministeren i spidsen – og bl.a. også med premierministrene fra landets forskellige regioner som medlemmer. Der blev i hast vedtaget en nødlovgivning, så statsministeren og krisekomiteen kunne vedtage foranstaltninger uden parlamentets deltagelse. Der blev samtidig lavet en videnskabelig task force til at rådgive regeringen og krisekomiteen. Et særligt Krisecenter blev oprettet. Det har 40 medarbejdere og arbejder 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Det samler og bearbejder alle informationer, også fra udlandet. Folk fra dette krisecenter – og ikke politikerne – holder en daglig pressekonference om situationen. Samtidig dækker især TV udviklingen nøje, oftest ved hjælp af uafhængige eksperter fra universiteterne.
Det var strukturen bag den omfattende indsats. Hvad blev så besluttet?
1. alle skoler, forretninger, restauranter, barer, biografer, og større arrangementer blev lukket fra den 12. marts
2. folk fik besked på at holde sig hjemme hos sig selv og ikke modtage besøg.
3. de eneste åbne forretninger var fødevarebutikker, apoteker og benzinstationer. Og kun 1 person ad gangen måtte gå på indkøb. Antallet af mennesker i hver butik ad gangen blev stærkt begrænset
4. det blev forbudt at tage nogen steder hen – bortset fra nødvendige indkøb og motionsture i nærmeste omegn af ens bopæl. Ikke noget med at tage på udflugter f.eks. til Ardennerne eller til kysten.
5. hvis man skulle arbejde, anbefaledes det at gøre det som tele-work hjemmefra, hvis det overhovedet var muligt. Og var man nødt til selv at tage til sin arbejdsplads, skulle man være i stand til at fortælle politiet eller andre kontrollører, hvor man skulle hen og hvorfor.
6. der var omfattende kontrol, især af politiet, mange steder – ikke mindst hvor der var risiko for, at mange mennesker ville samles. Der blev uddelt mange bøder.
7. ansigtsmasker blev stærkt anbefalet – men kun obligatoriske i offentlig transport. Myndighederne uddeler gratis masker.
Denne nedlukning af samfundet var med andre ord betydeligt mere omfattende end i mange andre lande – f.eks. i Danmark.
Belgien har 11 millioner indbyggere, der i mange tilfælde bor meget tæt. Det var én af grundene til, at pandemien ramte landet meget hårdt. Også selv om belgierne stort set var meget gode til at følge myndighedernes beslutninger. I går ( 11.5. ) var det samlede antal smittede opgjort til 53.449 – og antallet af døde i løbet af pandemien 8.707.
Det er meget vanskeligt at sammenligne disse tal med tallene fra andre lande, da de belgiske myndigheder har optalt og beregnet på en anden måde end andre. De har taget mange flere mulige smittede og mulige døde af corona med. Eksperter her til lands mener, at man bør halvere tallene, hvis man skal kunne sammenligne med andre lande.
De 103 belgiske sygehuse har hele vejen igennem kunnet magte opgaven og til stadighed haft ledig kapacitet til intensiv behandling, når det var nødvendigt. Derimod har det været store problemer på landets pleje- og ældrehjem, især i starten. Dette skyldtes især personalets manglende uddannelse til at håndtere situationen – og også manglende udstyr.
Kommunikationen omkring pandemien har været glimrende. Dels oprettede man hurtigt en hjemmside, der løbende informerede på fire sprog: fransk, flamsk, tysk og engelsk. Her er den: www.info-coronavirus.be Her kan man bl.a. finde en omfattende oversigt med FAQ ( spørgsmål og svar ). Og man lavede også et Call Centre, som folk kunne ringe til hver dag mellem 09.00 og 18.00. Og som tidligere nævnte holdt embedsmænd fra Krisecentret hver dag en pressekonference om situationen.
I spidsen for alt dette stod og fortsat står den 45 årige liberale statsminister Sophie Wilmès. Hun er uddannet bl.a. i kommunikation, er perfekt i flere sprog, australsk gift og har tre børn. Hun har i øvrigt tidligere været en af mine kolleger i EU-Kommissionen. Jeg kender hende dog ikke. Hun har en fremragende evne til at holde sammen på de oftest stridende politiske partier, fokusere på det væsentlige, hårdt arbejdende og kan kommunikere på en meget personlig måde, så folk føler, at hun taler til dem, ikke ned til dem. Hun er ikke belærende. Og hun er af disse grunde gået fra at være stort set ukendt tidligere til nu at være meget populær over hele landet.
Hvordan har vi så oplevet denne Husarrest? Nu har vi som aktive pensionister haft det lettere end andre, der fortsat var ”arbejdsramt”. Forleden sagde vi til hinanden: På en måde har vi aldrig haft det bedre! Ingen stress. Ingen hast. Og ja: vi har skam lavet noget. Ikke nødvendigvis alt det, vi nok burde, f.eks. rydde op og ud! Og så har vi selvfølgelig ”slidt mere end sædvanligt” på de elektroniske midler såsom Skype, Zoom, What’s App – og hvad der ellers findes i den ta’ selv butik.
Men naturligvis har vi i stigende grad manglet den personlige kontakt til andre mennesker. Og muligheden for at gøre togter ud i dette herlige land og dets nabolande. Hvor var det godt, at alt dette skete i forårstide – og ikke i de mørke og noget triste vintermåneder. Man kan da være heldige på nogen områder 😊
Ved en senere lejlighed vil jeg fortælle lidt om, hvad vi tror bliver langtidseffekten af denne lange Husarrest. Den kan der helt sikkert også komme en masse godt ud af!
Comments