OM AT GØRE GRIN MED MYNDIGHEDERNE
DEN 25. MAJ:
At gøre grin med myndighederne er en gammel tradition. Især når disse myndigheder tager sig selv meget højtideligt. Det er ofte sådan, at diktatorer og andre enerådige ledere normalt har en meget ringe sans for humor. Jeg vil påstå, at jo mere diktatoriske de er, desto mindre kan de forstå, endsige acceptere, humor, der gør dem til grin. Det kan man se masser af eksempler på i historiens løb – både i gamle dage og i dag ☹ Prøv at tænke på nutidige eksempler !
Tilbage i tiden var forfattere som franske Molière ( 1622-73 ) og dansk-norske Ludvig Holberg ( 1684-1754 ) glimrende eksempler på nogen, der gjorde nar af de rige og de selvhøjtidelige. Men de slap godt fra det, fordi de ikke gjorde direkte nar af den enevældige konge og hans nærmeste.
Det gik mindre godt for et par danske politiske aktivister under enevælden. Den ene var forfatteren P.A.Heiberg ( 1758-1841 ). Han var meget direkte i sin kritik af enevælden og dermed af kongen. I 1799 måtte han flygte ud af landet til revolutionens og Napoleons Paris, hvor han boede til sin død i 1841. Hans søn, Johan Ludvig Heiberg, vovede sig ikke ud i faderens farlige gøremål og kunne derfor blive i landet og blive en meget betydningsfuld kulturpersonlighed sammen med sin kone, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg.
En anden dansk oprører var lægen Dr. Dampe ( 1790-1867 ). Han var så direkte i sin ironi og kritik af kongemagten, at han i 1820 blev dømt til døden. Dommen blev dog lavet om til fængsel på øerne Ertholmene øst for Bormholm – hvor man stadig kan besøge hans fængsel. Kong Frederik den 7. benådede dog Dampe, da demokratiet blev indført i 1849.
I Tyskland – som i så mange andre lande – florerede den kritiske holdning også i de perioder, hvor et autoritært og enevældigt styre sad ved rorpinden. Jeg vil som eksempel tage tiden under Kejser Wilhelm II ( 1888-1918 ). Han var gennem sin engelske mor barnebarn af Dronning Victoria. Og det irriterede ham, at hun også i hans voksne alder altid kaldte ham My dear little Boy ! Det var sikkert kærligt ment. Men det svarede ikke helt til kejserens selvopfattelse!
Der fandtes også i Tyskland på den tid et satirisk ugeblad, der hed Simplicissimus. Det var tit og efter myndighederne. Se mere om det her: https://en.wikipedia.org/wiki/
Et helt særligt tilfælde var KÖPENICK AFFÆREN i 1906, hvor der blev gjort godt og grundigt nar af den prøjsiske militærånd og folks næsten automatiske bøjen-sig-i-støvet for den:
En berlinsk skomager, Wilhelm Voigt (1849-1922) – tidligere straffefange og en sølle fyr at se til – i byen Köpenick i Tyskland iklædte
sig en irregulær militæruniform, optrådte som kaptajn i den kejserlige garde,
fik et kompagni soldater til at følge sig op på rådhuset, arresterede
myndighederne og beslaglagde kommunekassen på 4000 Mark. Derefter forsvandt
han. Han blev dog ret hurtigt fanget.
Efter to år blev Voigt benådet af kejser Wilhelm og kom ud af tugthuset. Han blev en folkehelt i Tyskland. Nu skrev han
selv en bog om affæren. Der blev lavet en komedie om den, og den blev også emne
for en film. Sagen blev af Voigt og
andre brugt til at at latterliggøre den prøjsiske underdanighed over for
militære uniformer.
Når man en sjælden gang i dag bruger udtrykket, at det er en ren Köpenick-affære,
så mener man, at der på en munter måde gøres stor grin med myndighederne.
Comments