OMKRING EU - OG TOPMØDET PÅ TORSDAG
DEN 21. APRIL:
På torsdag er der igen EU topmøde om
coronakrisen. Og på grund af situationen
holdes mødet også denne gang som videokonference. Det vil sige, at hver af de
27 deltagende stats- og regeringschefer + formændene for Det europæiske Råd og
for EU Kommissionen sidder hos sig selv og deltager i mødet via et sikkert
videolink.
Dette er nu prøvet flere gange under krisen i
år. Og de ”almindelige” ministerrådsmøder
under kroatisk formandskab køres på samme måde, også flere i denne uge. Min klare fornemmelse er, at video-topmøder
og video-rådsmøder bliver det normale fremover, også når den akutte
smitte-krise er overstået. De sparer en
masse tid for alle; de er effektive, vel at mærke hvis de er effektivt ledet,
for det er betingelsen for, at de kan fungere. De sparer en masse sikkerhedsforanstaltninger
og ulemper for trafikken, især i Bruxelles.
De er gode for klimaet på grund af færre flyvninger. Og de giver naturligvis også mulighed for
bilaterale møder mellem deltagerne, som der normalt er mange af, når der er
vanskelige spørgsmål til diskussion. Er
de mere upersonlige? Måske. Men de forhindrer ikke, at man en gang imellem
kan arrangere et ”rigtigt” møde – måske væk fra storbyer, så både deltagerne og
byernes trafik kan sikres fred og ro.
Jeg tror, at vi også på dette område står over for en ny og mere
effektiv epoke.
Og så er der indholdet af topmødet på torsdag: man skal diskutere en koordinering af den
gradvise åbning af landene igen efter krisen. Hvad er vigtigt at koordinere?
Hvad kan man lære af hinanden? Og hvad
kan man gøre for at hjælpe hinanden?
Man skal også i høj grad diskutere, hvordan man får
Europa på benene igen efter krisen. En
investerings- og genopretningsplan, bliver den kaldt. Og da der er store
interesser og penge på spil, bliver der naturligvis en måske noget ophidset
debat – både på selve mødet og især på pressemøderne under og efter mødet. Politikere er ofte mere modige og ophidsede
på deres individuelle pressemøder end de er i selve mødet. De to ting har tit ikke så meget med hinanden
at gøre ☹
Det helt afgørende ved EU-samarbejdet nu og altid
er: det kan kun fungere, hvis alle
overholder indgåede aftaler OG viser gensidig hjælpsomhed! Som da Danmark i sin tid fik traktatfæstet
undtagelsesreglen om, at udlændige ikke kan købe danske sommerhuse. Man ville
specielt undgå store tyske opkøb. Og
hvilket EU land støttede Danmark kraftigt i denne sag? Det gjorde Tyskland. Det er politik, når det er bedst!
Der er et stort behov for, at lige så visionære og
modige beslutninger tages på topmødet på torsdag – og på dem, der følger efter.
Vil man EU eller vil man ikke? Vil man
bevare og sikre det store, fælles marked og dets kolossale betydning for alle
vore økonomier? Vil man som aftalt passe på klimaet og den grønne omstilling i
fællesskab? Vil man sikre, at Europa med
sine kun 10% af verdens befolkning ikke tromles ned at kinesere, Trump- og
Putin-folk? Vil man stå ved vore
europæiske værdier om, at de stærke skuldre skal bære mest, og at solidariteten
også gælder for menneskerettigheder og mindretal? Hvis svaret på alt dette er ja – så må man
naturligvis også indrette sig derefter, herunder betale hvad det koster.
Så hjælper det ikke meget, at man kører på
løgnagtige floskler som ”i Maribo kører man i bus og i Milano i Ferrari” ( som
én af dagens aviser skriver ) – eller ”ikke flere penge til Bruxelles”. Det er ikke ”Bruxelles” (dvs.
EU-institutionerne), der skal have flere penge. Det er betaling for de meget
vigtige opgaver, man i fællesskab har besluttet eller vil beslutte sig
for.
I forbindelse med debatten om Brexit i UK fornylig,
var der ansvarlige politikere og andre, der med rette påpegede, at ingen
toppolitikere i Storbritannnien i de sidste mange år havde gjort noget for at
forklare befolkningen, hvad EU er for en størrelse og hvad det betyder. Derfor spillede
løgne og halve sandheder så kolossal en rolle, som de gjorde. Er situationen på mange måder den samme i
mange andre lande? Der synes at være
meget at indhente.
Start nu med et godt og resultatrigt topmøde på torsdag!
Comments