VOR FØRSTE DAG I HUSARREST

Hvordan var så vor første dag i HUSARREST – med udgangsforbud – eller lock-down, som man også siger?    Egentlig synes jeg ikke, at ordet udgangsforbud er det rette. Det bør snarere kaldes Hjemme-påbud.  Altså at man har fået besked på at holde sig hjemme.

Vi følte det som fredeligt og afslappet. Men vi havde heller noget fast arbejde at skulle bekymre os om. Det gør en forskel.  Her i landet har vi ikke haft en sådan situation siden 2. verdenskrig.  Det kan jeg af gode grunde ikke selv huske.  Men jeg husker tydeligt oliekrisen i efteråret 1973.  Dengang var der også mange ting, man ikke måtte. F.eks. måtte vi ikke køre bil om søndagen. Det husker jeg tydeligt. Ikke mindst fordi jeg var aktivt involveret i at arrangere et EF topmøde i København.  Over en weekend.  Det gav en del udfordringer. 

Men tilbage til nu og Belgien.  Jeg gik min daglige gåtur. Og aldrig har jeg mødt så mange mennesker, der var ude i samme ærinde. Unge og ældre – med og især uden hund.  Venlige, smilende, go’dag go’dag ( det sidste er belgierne nu altid gode til!).  Vi vovede os også ud for at handle. Alle forretninger undtagen fødevarebutikker, apoteker, frisører og benzinstationer er nu lukket.  Vi tog til vort nærmeste supermarked.  Næsten ingen biler udenfor. Og mange mennesker indenfor – de fleste var personalet.  Der måtte ifølge de nye bestemmelser være 25 kunder ad gangen i dette supermarked ( 10 kv.m. pr. kunde ). Det nåede vi slet ikke op på.  Der var masser af varer på hylderne – undtagen håndsprit, sæbe og mel!

De havde også lavet en ny regel om, at folk på 65 år og derover har fortrinsret til at komme – mellem kl. 7 og 8 om morgenen. Den kommer vi nok ikke til at benytte os af :-) 

  Udendørs markeder – som der er mange af her i landet – er lukket.  Der er også gode muligheder for at få madvarer bragt ud. Også fra nogle af de lukkede restauranter.  De må gerne fortsat levere mad ud af huset.  Det vil vi da prøve. Også for at støtte dem.

Vore naboer må vi ikke omgås. Men vi må ringe og vinke – ”fra bunker til bunker”, som vor søde belgiske genbo Annie siger.

Vort telefonselskab Proximus er oppe på mærkerne. De har uden ekstra betaling tilbudt gratis telefoni, 10 GB mere bredbånd til mobilkunder, flere film og underholdningsprogrammer til TV-abonnenterne, osv.  Og så er der museerne både her i landet, i Paris og i New York, der tilbyder gratis on-line adgang til mange af deres samlinger.  Det kongelige Teater er også med på vognen,så man kan se nogle af deres forestillinger on-line.  Folk er desværre ikke endnu som i Italien og Aarhus begyndt at synge ud af vinduerne, fra balkonerne og terrasserne. Men det kommer forhåbentlig!

Alt dette skal naturligvis ikke skjule, at vi alle er i en alvorlig situation. I Tyskland holdt Merkel i går tale til nationen, hvor hun sammenlignede situationen med den under 2. verdenskrig.  Og Macron talte forleden om, at ”vi er i krig”.   

Forhåbentlig får det alle, også de yngre og noget sløsede, til at forstå vigtigheden i at gøre, som det kræves. Som én sagde forleden:  Vore unge har aldrig prøvet modgang og kriser. Det har altid været konstant op- og fremgang.  Måske har de godt af at prøve, at det også kan være anderledes.

Dette var en lille beretning ”fra fronten”. Desværre var det som bekendt et stykke tid, inden vi alle ser, om det hjælper.