Om Sønderjylland som tysk fra 1864-1920

Som nævnt i går endte fredsforhandlingerne i 1864 med, at Slesvig, Holsten og Lauenburg blev tyske (preusiske). Og den nye grænse til Danmark kom til at ligge ved Kongeåen, der løber på tværs af landet syd for Kolding. Det var ca. 10 % af det danske rige, der dermed gik tabt. 200 år tidligere havde Danmark tabt Skåne, Halland og Blekinge til Sverige - og 50 år før måtte man afgive Norge.  Så Danmark var for alvor et land på skrump. Det var udgangspunktet for det nye slogan:  Hvad udad tabes skal indad vindes. Det gav sig konkret udslag i opdyrkningen af hederne, i afvanding af Lammefjorden, m.v.  

Hvad Slesvig og Holsten angik blev de hurtigt underlagt tysk administration. Der blev også med det samme lavet et særligt Slesvigsk Regiment med soldater fra området i den tyske ( prøjsiske ) hær.  Den deltog aktivt i krigen allerede mod Frankrig i 1870-71.

Som tiden gik, blev det nye og stadig mere selvbevidste tyske kejserrige aktiv i "fortyskningen" af især de dansksprogede områder i den nordlige del af Slesvig. Man rejste også i 1901 et 45 m højt granittårn med en 7 meter høj statue af Bismarck på Knivsbjerg mellem Åbenrå og Haderslev.  Indskriften var:  Vi tyskere frygter intet undtagen Gud.  Statuen blev taget ned før genforeningen i 1920 og står nu i en park i Hüttener Berge nord for Rendsburg.

I 1. verdenskrig måtte 30.000 unge dansksindede i tysk uniform og var med i kampe både på østfronten og på vestfronten.  I alt ca. 6.000 af dem døde.

På politisk plan blev de dansksindede fra 1906 repræsenteret af H.P.Hanssen i den tyske rigsdag i Berlin. Han kæmpede for at sikre mindretallet så rimelige forhold som muligt. Det var naturligvis svært, ikke mindst efter verdenskrigen var brudt ud.  

Her kom USA pludselig til at spille en vigtig rolle. Først fordi amerikanerne - der var på vej ind i krigen på allieret side - nervøse for, at Danmark ( der som bekendt var neutral i krigen ) skulle tilbyde Tyskland, at de kunne få de dansk-vestindiske øer i Karibien, hvis Danmark til gengæld kunne få Sønderjylland tilbage. Hvorfor var det vigtigt for både USA og måske Tyskland?  Fordi USA i 1914 havde åbnet den nye 80 km Panama-kanal som forbindelse mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Den kunne tyskerne formentlig godt tænke sig at få fingre i. Derfor ville USA i 1916 købe øerne. Og de sagde samtidig: Og hvis I ikke vil sælge dem, så tager vi dem!  Det gav en stor diskussion i Danmark, og der blev lavet en folkeafstemning i december 1916.  283.000 stemte for salg, 158.000 stemte imod.  Det var i øvrigt første gang, at kvinderne kunne stemme i Danmark. Resultat:  USA købte øerne ( der samlet er på størrelse med Mors og dengang havde 3.144 indbyggere ) for 25 mill. dollars. Og den 31. marts 1917 afløste Stars and Stripes Dannebrog på øerne. En uge senere, den 6. april gik USA ind i verdenskrigen. Så var en byttehandel mellem Danmark og Tyskland udelukket.

Næste gang USA kom til at spille en afgørende rolle omkring Sønderjylland var, da præsident Wilson i januar 1918 fremsatte sine 14 punkter som oplæg til den kommende fredskonference.  Heri stod der, at folkenes selvbestemmelsesret ville være et afgørende punkt i fredsforhandlingerne.

Det fangede de dansksindede i Sønderjylland naturligvis med det samme.  En folkeafstemning var nu i udsigt.  Det fik H.P.Hanssen til sidst - i oktober 1918 - den tyske regering med på.

Nu begyndte der for alvor at ske noget omkring Sønderjylland, ja omkring hele det tidligere danske Slesvig-Holsten.