Om SLOVAKIET
Mine særlige kommentarer i dag skal handle om SLOVAKIET. Hvorfor? Fordi der er parlamentsvalg i landet på lørdag den 29. februar. Selve valget og dets temaer vender jeg tilbage til om få dage. I dag vil jeg gerne kort fortælle om landet.
Slovakiet er siden 2004 et af vore 26 partnerlande i EU. Derfor arbejder vi tæt sammen hver eneste dag i alt, hvad EU beskæftiger sig med. Og derfor synes jeg, det er vigtigt at kende mere til landet, end vi normalt gør.
Jeg kender det selv fra mine unge dage, da jeg med mit rejsebureau APOLLON mange gange lavede rejser til Tatra-bjergene i det nordlige Slovakiet. Et herligt område, hvor bjergtinderne sniger sig op på 2.500 meter.
Slovakiet er på 49.000 kv.km, dvs. ca. 10% større end Danmark. Det er meget bjergrigt og har grænser fælles med Polen, Ukraine, Ungarn, Østrig og Tjekkiet. Der for 5,45 mill. mennesker i landet, herunder et ungarsk og et roma mindretal. Hovedstaden hedder Bratislava (" de slaviske brødre"). Den hed før 1918 Pressburg, da landet var en del af det Østrig-ungarske kejserrige. Den ligger 55 km fra Wien, og dengang gik der sporvogne fra Wien til Pressburg/Bratislava. Byen ligger ved Donau. Derfor er der en statue af H.C.Andersen på hovedgaden. Det skyldes, at digteren var i byen på sin store Donau-flodrejse. Sproget i landet er 80% slovakisk, 9 % ungarsk og 2 % roma (zigøjner ). Slovakisk kaldes af og til også "Slavisk esperanto", fordi det kan forstås af de fleste andre slaviske sprog.
Politisk var Slovakiet som nævnt en del af det Østrig-ungarske kejserrige indtil dets opløsning i 1918. Siden var det en del af Tjekkoslovakiet. Under den nazistiske besættelse fra 1939-45 var det dog en lydstat under ledelse af præsten Jozef Tiso, der blev henrettet efter krigen for krigsforbrydelser. I kommunisttiden fra 1948-89 kom bl.a. reformatoren Alexander Dubcek fra Slovakiet.
Fra 1.1.1993 er landet selvstændig efter opdelingen af Tjekkoslovakiet. Fra 2004 er landet både medlem af NATO og af EU. Og fra 2009 har det EUROen som sin valuta.
Slovakiet har i de senere år haft en noget omtumlet indenrigspolitisk tilværelse. Det ændredes måske fra 2019, hvor den 45 årige kvindelige jurist og miljøforkæmper Zuzana Caputova blev valgt til præsident. Det politiske og den aktuelle situation vender vi tilbage til om få dage.
Af kendte fra Slovakiet skal nævnes Andy Warhol. Hans forældre var slovakker.
Hvis man gerne vil følge med i slovakiske forhold på engelsk, kan SPECTATOR anbefales:
Comments