om IRLAND - Det irske valg i går
Mine seneste særlige kommentarer var om IRLAND og det irske valg i går. De afgivne stemmer optælles for fuld kraft siden kl. 9.00 i morges. Der er endnu intet officielt resultat. Men de tre største partier ser ud til - som forudset, også af mig - at have fået stort set det samme antal stemmer. På grund af det særlige irske valgsystem er det ikke sikkert, at de også får det sammen antal parlamentarikere valgt. Om nogle timer ved vi mere. Og det nyvalgte parlament træder sammen den 20. februar.
En lille krølle på det irske valg: der bor ca. 1 million irere uden for Irland. Men de har ikke valgret. Man kan vel godt forstå, at deres vægt ville være meget stor i et land med 4,7 millioner indbyggere, heraf vel godt 3 mill. med valgret. På den anden side er det dog vedtaget, at udlands-irerne fremover kan stemme til valget af den irske præsident. Han eller hun har dog ikke stor magt i Irland. Men det er en begyndelse.
Omkring 95 % af EU-landenes borgere, der bor i et andet land, har stemmeret til parlamentsvalgene i deres hjemland. Men det gælder altså ikke i Irland - og som bekendt heller ikke i Danmark.
Comments