Stivnakkede Danmark ved fredsforhandlinger i 1864

Mine særlige kommentarer i dag skal handle om SØNDERJYLLANDs GENFORENING med Danmark for 100 år siden.   Der er mange interessante - og også måske ukendte - sider af denne sag.

I dag vil jeg fortælle lidt om situationen i 1864, da vi efter det militære nederlag til Tyskland måtte afstå Slesvig og Holsten samt Lauenborg til Tyskland. Vi ved i dag, at det ikke behøvede at være gået så galt, hvis ikke den daværende danske nationalliberale regering havde været så stivnakket og urealistisk om, hvad der var muligt.

Fredskonferencen fandt sted i London under britisk ledelse. Dronning Victoria tog selv en aktiv interesse i sagen, så hun tilkaldte sin premierminister, Lord Palmerston, og spurgte:  Hvordan er det, at det hele hænger sammen derovre i Slesvig-Holsten?  Han svarede prompte: Det er der kun 3 personer, der ved.  Den ene er død. Den anden er blevet gal. Og den tredje er mig - og jeg har glemt det!   Grunden til dronningens interesse var formentlig, at hendes mand, Albert, der døde tre år tidligere, var tysker.  Og at hendes datter, Victoria, var gift med den prøjsiske konge, senere tysk kejser.

På selve konferencen stod den danske regering stejlt på, at man i hvert fald ville beholde Slesvig, dvs. det der i dag er Sønderjylland og Slesvig.  Det ville tyskerne ikke gå med til. De forlangte en grænse meget længere nordpå, inkl. Rømø.  Slutresultatet blev, at grænsen kom til at ligge syd for Kolding. Og der blev den liggende indtil 1920 - i alt 56 år.

Man ved nu fra tyske arkiver, at det formentlig ville have været muligt med en mere smidig dansk holdning 1 1864 at forhandle sig til en grænsedragning nogenlunde som den, vi fik fra 1920. 

Hvis, hvis og hvis...  Det er, hvad man kalder kontrafaktisk historie.  Men det er dog alligevel interessant og viser, at fleksibilitet og realitetssans ikke er dårlige egenskaber at have, når man skal forhandle i en situation, hvor man selv har ryggen mod muren.

Den daværende danske statsminister, den hovedansvarlige for den stivnakkede holdning, D.G.Monrad, blev dog bagefter også selv så trist i sinde, at han udvandrede til New Zealand og forsøgte sig som landmand i byen Danewerk på Nord-øen. Det varede dog kun fem år. Så kom han retur og fik sit oprindelige job tilbage, biskop i Nykøbing Falster.