EU's 24 OFFICIELLE SPROG: OM OVERSÆTTELSE OG TOLKNING

Jeg er blevet spurgt, hvorfor der er så mange OFFICIELLE SPROG i EU. Hva’ skal det nytte ?, som man måske ville have spurgt i gamle dage. Eller som andre måske ville sige: Vi kønnen filen sprakken. Vi kønnen næmli sagtens !


Det er korrekt, at der er mange officielle sprog. I dag er der 24, herunder dansk. Da Danmark blev medlem i 1973, øgedes tallet af sprog fra 4 til 6.  Og hvad vil det sige, at et sprog er officielt i EU?   Det vil sige, at det i princippet er muligt at tale på hvert af disse sprog i officielle EU-møder ( i Europa-Parlamentet, i Det europæiske Råd ( ”topmødet” ), i Ministerrådet, i EF-Domstolen, i Regionsudvalget, i Det økonomiske og sociale Udvalg, osv. Og at det man siger i samme øjeblik bliver tolket til de 23 andre sprog.   Det betyder også, at alle officielle EU-papirer i princippet findes på alle 24 sprog.


De 24 sprog er de allerfleste af de officielle sprog i de 27 medlemslande.  Når jeg skriver ”de allerfleste”, så skyldes det, at ét af de tre officielle sprog i Luxembourg, Letzebürgisch, ikke er med. Og der er også nogle regionale, officielle sprog, såsom katalansk, der ikke er med.  Men hvorfor er engelsk med, selv om Storbritannien er udtrådt af EU?  Fordi engelsk fortsat er et officielt sprog i tre af de 27 lande:  Irland, Cypern og Malta.


Man kan se oversigten over de 24 sprog på dette link – og også lytte til prøver på, hvordan de lyder:

https://europa.eu/european-union/about-eu/eu-languages_da


Det er dyrt – ja. Man har engang sagt, at hvis EU besluttede sig til kun at arbejde på ét sprog, så kunne man spare ca. 1/3 af personalet.   Husk på:  demokrati koster penge!


Hvorfor er det da så vigtigt at have alle disse sprog? Hvorfor er det demokratisk af afgørende betydning?


Fordi medlemslandene via EU-traktaterne har besluttet, at EU kan udstede love med direkte betydning for den enkelte borger, den enkelte virksomhed, den enkelte land, osv.  Og derfor er det af afgørende betydning, at disse love findes ( og forberedes ) på en sprog, som enhver kan forstå.  Alt andet ville være et eklatant brud for de rettigheder, som EU er sat i verden for at beskytte og forbedre.


Jeg blev engang i 1980erne, da jeg fra København også havde ansvaret for EU-information i de andre nordiske lande, skældt huden fuld af den daværende danske ambassadør i Sverige, Anker Svart.  Han henviste til, at NATO (hvor han tidligere havde gjort tjeneste) dengang havde mange flere medlemslande end EF, og at de kunne klare sig fint med to sprog, engelsk og fransk.  Det gav mig anledning til at forklare, hvad den fundamentale forskel på EF og NATO var og er.  NATO laver meget godt. Men det vedtager ikke love med direkte og umiddelbar betydning for den enkelte borger.  At blive belært af en ung EF-knøs midt i gruppen af agtværdige EF-ambassadører i Sverige bekom ikke den kongelige danske ambassadør vel.  Jeg så ham aldrig til vore jævnlige ambassadør-møder mere.


EUs sprogtjeneste er så langt den største i verden.  Der er i dag 1.750 oversættere. Det er dem, der oversætter skriftlige tekster fra ét eller flere sprog til deres modersmål.  Reglen er nemlig den, at en oversætter kun må oversætte til sit modersmål.  Af og til har disse sprogfolk dog flere modersmål, de behersker til fuldkommenhed.   De nyeste tal, jeg har set, er, at de samlet oversætter 1,5 millioner sider pr. år.  En del af arbejdet laves i dag som teleworking, dvs. at de ikke befinder sig i Bruxelles eller Luxembourg, men bor og arbejder i deres hjemlande – eller hvor de end bor.


Tolkene er de sprogfolk, der sørger for, at der tolkes til alle 24 sprog i møderne.  De tolker i ca. 11.000 møder hvert år.   De skal kunne tolke samtidig med, at taleren på mødet taler.  Det kaldes simultan-tolkning.     Mens oversætterne med deres skriftlige arbejde har lidt tid til at ”pusle om sproget” og sikre, at det er fuldstændigt korrekt, så skal en tolk arbejde her og nu.  Uanset hvad emnet er.  Derfor er oversættere og tolke på en måde helt forskellige slags mennesker.  En fantastisk god oversætter vil ikke (nødvendigvis) være en fantastisk god tolk. Og omvendt.  Og jeg kender ingen, der arbejder i begge funktioner.  De tilhører også to forskellige afdelinger i EU-institutionerne.


Man kan også forklare forskellen på en anden måde:   Med en officielt oversat tekst fanger bordet. Oversætterens tekst har juridisk gyldighed. Det gælder ikke på samme måde ved tolkning.   Man bruger ikke normalt en tolks tolke-tekst i en retssag. 


Og så er der også et par spidsfindigheder ved simultantolkning:  mange politikere og embedsmænd forstår måske udmærket godt det fremmedsprog, der tales på. Men de insisterer alligevel på, at der skal være tolkning f.eks. til dansk. Hvorfor?   Så kan man altid bagefter sige, at det og det havde man misforstået på grund af tolkningen.  Tolkens arbejde kan blive en kattelem for dem, hvis de har brug for at forklare, hvorfor de sagde eller gjorde noget, der ikke var helt, som det burde være.


Og så er der tolke, der af og til er friske nok til at sortere i det, der bliver sagt af taleren. Jeg har selv en gang hørt en dansk tolk sige om en italiensk ministers lange tale:  Jeg kommer tilbage med min tolkning, når han siger noget fornuftigt!   Det var nok ikke tolke-kabinens yngste tolk, der turde tage sig denne frihed!